Rise Sparekasse i gavehumør

Haarby

9. maj 2025

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

49 foreninger fra store dele af kommunen sendte ansøgninger ind. 21 fik del i de 150.000 kroner og blev tildelt beløb mellem 4000 og 15.000 kroner.

21 foreninger, der tilsammen repræsenterer 5.205 medlemmer, var repræsenteret til årets gaveduddeling i Rise Sparekasses Haarby-afdeling 1. april. De 21 gavemodtagere var nøje udvalgt blandt 49 ansøgere, oplyser Rise Sparekasse i en pressemeddelelse.

Så nu kan KFUM-spejderne i Verninge se frem til et nyt stort patruljetelt, 10.000 kroner fra sprekassen skal bidrage til det køb, og Thorøhuse Bylaug kan se frem til en tango-fest til september. 14. september fylder Jacob Gades melodi Tango Jalousi 100 år, og det skal fejres, der hvor komponisten boede de sidste 20 år af sit liv, mener bylauget. Det får 15.000 kroner og dermed uddelingens største gavebeløb til en fest for de lokale med tango-opvisning og lokal fortælling om Jacob Gade.

En flok gutter fra Ebberup Idrætsforening kan sammen med deres trænere se frem til en fodboldtur til Holland med god hjælp af 10.000 kroner fra Rise Sparekasse. Brylle Boldklub holder sig inden for landets grænser, når den til august tager sine U12-U15 spillere med til Spjald Ramsing Cup i Jylland. Klubben modtog 6000 kroner i støtte til turen.

Der var også gavebeløb i varierende størrelse til Glamsbjerg Billard Klub, Vestfyns Modelflyveklub, Ebberup Idrætsforening, Os på Th. Bangsvej og Kærvangen, Haarby Boldklubs Volleyballafdeling, Fredagsklubben i Dreslette, Haarby Billard Klub, Verninge og Helnæs Forsamlingshuse, Flemløse Søby Menighedsråd, Haarby Håndbold og Haarby Idrætsforenings Fodboldafdeling.

– Vi arbejder på at blive Danmarks mest samfundsansvarlige Sparekasse, og det kræver mere end ord. Vi tror på, at nærvær, tilstedeværelse og økonomisk opbakning bidrager til udvikling og liv. Derfor støtter vi foreninger og ildsjæle, der hver dag arbejder for at gøre en forskel, uanset om det er inden for idræt, kultur eller sociale initiativer, siger direktør Bjarne V. Nielsen.

Del denne historie på: