Fire frivillige fyrværkerisælgere så, hvor krudtet kommer fra

Vissenbjerg

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

De har i mange år stået i spidsen for det årlige fyrværkerisalg til fordel for SSV Højfyn. Det blev i foråret belønnet med en tur til Kina.

Thomas Hansen, Thomas Sørensen, Rene Luther-Sørensen og Jesper Madsen havde ventet på det i fire år, da de som tovholdere for fyrværkerisalget i Vissenbjerg i april begav sig mod Kina, en rejse, de var inviteret på af First Class Fireworks, som er den importør af fyrværkeri, de benytter.

Egentlig skulle de have været af sted i 2020, men det satte coronaen en stopper for, så derfor var det som en drøm, der endelig gik i opfyldelse, fortæller de.

Ud over besøg på fabrikkerne, der producerer nytårsskytset, fik de fire også tid på egen hånd i Beijing, hvor de besøgte Den Forbudte By og Den Kinesiske Mur, før de sammen med 20 andre forhandlere tog videre mod Liuyang-provinsen som er verdens fyrværkericentrum, hvor en hel kultur omkring fyrværkerikunst og -produktion er opstået gennem århundreder. 

Under det fem dage lange ophold blev der lejlighed til både at tale med de lokale medarbejdere, som importøren har i Kina, og besøge fire producenter af fyrværkeri.

Flot indpakning eller mange farver

Det første gæsterne fra Vissenbjerg blev præsenteret for, var store udstillingslokaler, med det stort udvalg af fyrværkeri. Regler og præferencer i de forskellige aftagerlande, giver nemlig tilsammen et kæmpe udvalg. Nogle foretrækker farverige emballager, mens andre lægger vægt på den fysiske størrelse, viste det sig. Der blev fra kinesisk side også spurgt til, hvad der sælger godt i Danmark.

Fra udstillingen gik turen til produktionen. Stort både i areal og antallet af medarbejdere, der på de fabrikker, delegationen besøgte, talte mellem 600 og 1200.

Risikoen for eksplosioner gør, at de forskellig led i produktionen er spredt over et stort areal. For eksempel er der fra færdigvarelageret til lageret med sort krudt op til syv kilometer. Produktionsstederne er også inddelt i farver alt efterfarlig hed. Med blå og gul som mindst farlige og orange og rød som de mest farlige steder, erfarede de fire fra Vissenbjerg,

1200 raketter på en dag

– En repræsentant for fabrikken viste os rundt i blå og gule områder, og vi kunne også selv gå frit omkring og se, hvorledes de opbygger batterierne, ruller raktterne og endelig pakker det hele til afsendelse, fortæller deltagerne i en rejseberetning, som Folkebladet har modtaget.

– Vi så hvordan nogle af vores egne First Class-raketter blev gjort klar, og det kræver, at man er kvik på fingrene. Medarbejderne afregnes pr styk, som de færdiggør. De hurtigste kunne samle op til 1200 raketter om dagen, fortæller de endvidere.

Under opholdet oplevede de fire SSV’ere også kinesisk gæstfrihed. Et sted blev de for eksempel inviteret hjem i repræsentantens eget hjem for at spise aftensmad, som hendes familie havde forberedt, en oplevelse, der gjorde stort indtryk.

– Når mørket havde sænket sig, var det tid for producenterne til for alvor at vise sig frem. Der var arrangeret demo-afskydninger, hvor der bogstaveligt talt ikke blev sparet på krudtet. 

I op mod en time viste de forskellige producenter alt det bedste, de havde i sortimentet – også en del, som ikke ville blive godkendt på det danske marked

– Et imponerende syn som en nytårsaften i Danmark alligevel ikke kan overgå, lyder det i rejseberetningen.

Uforglemmelig oplevelse

De fire fra Vissenbjerg er enige om, at turen til fyrværkeriets hjemland var en uforglemmelig oplevelse.

– Når man bruger så mange frivillige timer på fyrværkeri, var det helt unikt at få lov at opleve, hvordan det hele foregår, inden det rammer Danmark til nytår, siger de.

Fyrværkerisalg med udstilling

27. december går det løs med årets fyrværkerisalg, som kører frem til nytårsaftensdag klokken 14. I den forbindelse vil der være en lille udstilling med billeder og optagelser fra turen. 

Salget er i øvrigt flyttet indenfor i år i nyindrettede lokaler i Vissembjerg Idræts- og Kulturcenters gamle cafeteria. Så for første gang skal Thomas Hansen, Thomas Sørensen, Rene Luther-Sørensen og Jesper Madsen og deres team af frivillige hjælpere ikke stå i det sædvanlige telt på parkeringspladsen men indenfor i varmen, hvor der også er bedre mulighed for at præsentere nytårsvarerne.

Del denne historie på: