DEN GODE HISTORIE

Nårup

Margit Egdal

Lokalhistorisk Arkiv, Tommerup

Husker du vor skoletid?

Er tiden løbet fra de gode, gamle skolebilleder? Det mener vi ikke i de lokalhistoriske arkiver. Sidder man med sådant et gammelt klassebillede dukker minderne op. Minder som måske ville være glemt, hvis man ikke havde klassebilledet. Se nu blot ugens billede, som er fra Naarup 

Forskole først i 1960’erne. ”Mine skolekammerater fra Naarup” står der bag på billedet, og det er store Lis, Lise Lotte, Bodil, Conny, Lydia, Ulla, Anette, Rikke, Else, lille Lis, Lene og Solvej. Drengene er Ole, Morten, Per, Niels, Jon, Henning, Ole, lille Per og Mogens. Forskolelærerinden er Karen Margrethe Rasmussen, der var ved Naarup skole 1951-74. 

Lige siden 1870’erne har man taget skolebilleder. 

Både klassebilleder og billeder af de enkelte elever. Det er for dyrt, synes nogle. Så nu overvejer flere skolebestyrelser, om ikke det er tiden at afskaffe skolefotograferingen. Særligt billederne af de enkelte elever kan man godt undvære, siges der, for i dag går alle børn og fotograferer med mobiltelefonerne. At hamle op med skolefotografens billeder med perfekt skarphed og den optimale lyssætning er dog ikke så nemt, som det lyder.

Portrættet af barnebarnet er den oplagte gaveide, som f.eks. billedet af Anne Sofie, farmors øjesten – det bliver farmor glad for til jul, og man skal i det mindste ikke ud at købe anden julegave til farmor. Billedet bliver straks sat i en ramme og op på reolen. Længe leve skolebillederne! 

Del denne historie på: