Ny naturbase på vej i Verninge Mose

Verninge

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Realdania har netop offentliggjort, at den forærer 60 foreninger og fællesskaber et fysisk mødested som en del af deres 25-års jubilæums-indsats Vores Sted.

Et af de projekter, som Realdania vendte tomlen op for, er en naturbase i Verninge Mose, hvor forskellige fællesskaber kan mødes om livet i det fri, opbevare grej, modtage undervisning og danne base for naturformidling. Det skriver Assens Kommune i en pressemeddelelse om donationen, der er kommet i hus takket være en ansøgning indsendt af 

Borgerforeningen Verninge og Omegn, Verninge Landsbyordning og Assens Kommune. 

– Det betyder utrolig meget, at Realdania også ser det potentiale, som vi kan se. Det kommer til at skabe et samlingssted, som er så vigtigt for et lokalsamfund som vores, og hvor det er muligt at mødes på tværs af alder og komme tættere på den skønne natur og dyreliv, som der er i området, fortæller Christine Jakobsen, forperson i Borgerforeningen for Verninge og Omegn.

Naturbasen kommer til at ligge i Verninge Mose, som sammen med Åsemosen og Holmehave kommer til at byde på en masse spændende naturoplevelser. Fra naturbasen vil der være en smuk udsigt over vådområdet, fugle- og dyreliv.

Naturbasen består blandt andet af et rum, som er åbent og offentlig tilgængeligt med muligheder for at tage ophold. Naturbasen står på en træterrasse, der er hævet ca. 20 cm. over jorden. Der er en rampe langs den ene gavl, der sikrer adgang for kørestolsbrugere, barnevogne, dårligt gående m.v.

Siden den filantropiske forening Realdania i sommer inviterede fællesskaber og foreninger til at byde ind med gode ideer til mødesteder, der kan samle folk lokalt, er hele 679 ansøgninger tikket ind fra hele landet. Og efter en grundig udvælgelsesproces, er Realdania nu klar til at uddele de første 60 ud af i alt ca. 150 mødesteder, som alle bliver bygget hovedsageligt i genbrugsmaterialer og træ for at sikre et så lavt klimaaftryk som muligt.

Er du en del af en forening eller et fællesskab, der mangler et sted at være? Så hold øje på Realdanias side: voressted.nu, hvor næste ansøgningsrunde åbner i januar 2025.

Del denne historie på: