Holmelys bedste brunsviger

Aarup

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Skal der blandes creme i remoncen, skal der glasur på, kanel i, meget eller lidt snask. Der kan være mange meninger om den perfekte brunsviger, men det lykkedes dommerparret at blive enige  om en vinder, da plejecentret Holmely holdt sin egen brunsvigerkonkurrence dagen før brunsvigerens dag 10. oktober, og lad os bare afsløre med det samme: Det blev en kage, der ledte dommernes tanker hen på det kuperede højfynske landskab, der løb af med sejren.

Dommerparret, borgmester Søren Steen Andersen og chef for ældre og rehabilitering Lotte Hartmann Lenius var lidt forsinkede, men det var der råd for. Holmelys huspianist gennem 20 år, Lisbeth Nielsen, satte sig til klaveret og spillede op til fællessang. Hun nåede også at fortælle en af historierne om brunsvigerens oprindelse, som gik på, at den skulle være opstået ved et tilfælde på et teglværk i Brylle, hvor der var tyskere, som tilbød deres arbejdskraft. Da dagens arbejde var overstået, var der stadig varme i ovnen. Den kunne måske brugs til brødbagning, foreslog tyskerne, som også fandt på at drysse sukker på brødet. Brunsvigeren var opfundet.

Seks kager dystede

Såvel Holmelys fire afdelinger, Solsiden, Udsigten, Bakkely og Langelinje som dagtilbuddet og køkkenet havde leveret deres bud på den bedste brunsviger, og det blev dagtilbuddet, der løb af med sejren med tæt på toppoint i både smag og udseende. Og så udmærkede den sig i øvrigt ved, at man på grund af det bakkede landskab havde mulighed for at vælge, om man ville have et stykke med meget eller lidt snask, nævnte dommerne.

Prøv med flødeskum

Siden den første fynske brunsviger blev bagt i tegværksovnen i Brylle, eller hvor historierne  nu henviser til, er der udviklet på opskrifterne, og man kan læse sig til, at nogle putter kokos i, nogle spiser den med creme og nogle sågar med flødeskum. Det sidste er denne histories skribent vokset op med i Vendsyssel – det er endu ikke lykkedes mig at overbevise en fynbo om fortræffeligheden, men en opfordring skal lyde herfra: Prøv det.

Del denne historie på: