Efter syv år takker Henry af

Aarup

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

– Musik på Industrien skal have ny formand

– Der skal ske noget andet for mig, men forhåbentlig også for musikken. Det er det korte svar fra Henry Petersen, når man spørger ham om, hvorfor han ønsker at stoppe som formand for Musik på Industrien efter syv år på posten.

Henry Petersen lægger ikke skjul på, at han har brugt mange timer som formand. Foruden alt det, der skal være styr på bag kulisserne, har han været til alle koncerterne.

Han vil fortsat være aktiv, men nu skal der også være tid til andre ting som for eksempel at kommer mere ud at køre i den nye autocamper.

– Hvis man engagerer sig, tager det tid, konstaterer han. Han har derfor arbejdet ihærdigt på at uddelegere opgaverne til forskellige arbejdsgrupper, som de frivillige kan melde sig til, alt efter hvilke kompetencer, de besidder.

  Vi har lavet en organisationsplan, som vi langt henad vejen har fået po at køre, men der er mange ting, jeg også gerne vil have ud i arbejdsgrupper

– Det er let at finde nogle til at være aktive på koncertdagene. Men alt det udenomsarbejde, der er ud over koncerterne skal vi også have nogle til at udføre. Hvis jeg ikke vil lave Musik midt i Aarup mere, er der nogle, der skal tage over. Det er mig, der har gjort det indtil nu, men det bliver ikke mig fremover, heller ikke en ny formand, det skal ske i arbejdsgrupper, vi er godt på vej, men ikke helt i mål.

– Mit mål er, at der skal sidde nogle bestyrelsesmedlemmer, der har en finger med i alle arbejdsgrupper, som kan melde tilbage og man kan træffe beslutninger på grundlag af.

Det går den rigtige vej, fremhæver Henry Petersen. Flere og flere påtager sig ansvar, og det har også vist sig at være en god måde at få yngre frivillige med på, som ikke kan afse tid til at være med, hver gang der er koncert, men godt kan sidde derhjemme og ordne nogle ting.

– Derfor søger vi også kompetencer, når vi søger aktive i dag, det har vi ikke altid gjort.

Henry Petersen har været med i Musik på Industrien siden 2013. Året før var han gået på pension og flyttet til Aarup-området for at bo sammen med datteren og hendes familie. Det er 11 år som aktiv.

– Og jeg er slet ikke færdig endnu, understreger den afgåede formand, der endnu ikke ved, hvilken arbejdsgruppe han selv vil melde sig ind i – det skal i øvrigt heller ikke stå i Folkebladet, siger han.

– Når du ser tilbage, hvad har så været det mest spændende at være med til?

– Det har været at lave Musik på Industrien til det, det er i dag, hvor det er Nordfyns bedste spillested med en fantastisk akustik og aktive, der tager godt imod musikere og gæster. Der er en skidegod stemning ved koncerterne. Det er vi berømte for langt omkring. Det får man ikke foræret.

På Musik på Industriens facebookside kan man se, at foreningen søger en formand, der er inkluderende og skaber plads til alle, brænder for frivillighed og formår at uddelegere ansvar, har stærke netværks- og samarbejdsevner i forhold til lokale aktører, er synlig og kan deltage i møder med diverse samarbejdspartnere, tænker visionært og går foran med nye ideer, er omsorgsfuld og samler folk omkring sig med tillid. Henry Petersen tager gerne en snak med interesserede.

Del denne historie på: