Rejsedagbog: Fra Vestfyn til FN’s generalforsamling

Assens Kommune

Af Sara Emil Baaring, 

Folketingsmedlem valgt i Assens

Folketinget sender årligt seks-syv politikere til USA for at lære om FN. I år har jeg fået lov at deltage. Vi træffer mange beslutninger baseret på FN’s arbejde, så det er vigtigt at forstå organisationen. Det er en unik mulighed for at få indsigt i, hvordan FN fungerer, og hvordan vi som land kan bidrage til de globale dagsordener.

Washington – en politisk pilgrimsrejse

Med sommerfugle i maven lander jeg i Washington efter 14 timers rejse. Vi spiser middag på den danske ambassade med ambassadør Jesper Møller Sørensen, der fortæller om det kommende præsidentvalg og dets betydning for Danmark-USA samarbejdet.  Vi fik også en rundvisning på ambassaden, der viser det bedste design, Danmark kan byde på. 

Under middagen fortalte Jesper om USA lige nu, med særligt fokus på præsidentvalget om snart kun to uger. Han talte blandt andet om, hvilke konsekvenser de forskellige kandidater kan have for den måde, Danmark og USA samarbejder på. Spændende, men vi måtte skynde lidt på ham, da en af mine rejsemakkere var ved at falde i søvn under desserten. Da var klokken også fire om natten i Danmark.

I Washington møder vi også kongresmedlemmet Steny Hamilton Hoyer, demokrat og valgt i staten Maryland siden 1989. Han ville meget gerne mødes med os, da han er 1/8 dansk, hvilket han gentog flere gange. Efter besøget hos ham bliver vi vist rundt i kongresbygningen, man kan godt se, at politikerne på Capitol Hill har villet lade sig inspirere af de gamle romere. Der er søjler, statuer og marmor overalt.  I Washington besøger vi besøger også Verdensbanken og Pentagon, hvor vi hører om sikkerhedssamarbejdet i Arktis og Grønland. Dage fyldt med møder fra 8-17 med en halv times indlagt frokostpause gør hovedet lidt tungt.

Tæt på Donald Trump

Vi skulle have haft fri om lørdagen, men endte til et Trump-rally i North Carolina. Det var svært at sige nej til. Jeg var nysgerrig efter at vide, hvad det er for mennesker, der kommer til sådan et vælgermøde, overraskende nok mødte vi helt almindelige amerikanere, der støtter Trump på grund af økonomiske løfter. Udgifterne er stukket helt af i USA. For eksempel koster en toliters mælk 60 kroner!

Da Trump ankom i “Trump Force One”, steg spændingen yderligere. Hans tale var usammenhængende og fyldt med slagord og angreb på modstandere, men publikum elskede det. 

De jublede og klappede, og det var tydeligt, at han havde en stærk forbindelse til sine tilhængere.

Det var en oplevelse, jeg ikke ville være foruden. Jeg forstod bedre, hvorfor så mange tiltrækkes af hans budskab, og hvordan han mobiliserer en dedikeret base. Det gav mig en dybere forståelse for den politiske dynamik i USA og de udfordringer, landet står overfor.

New York – FN i fokus

Vi startede hver dag med møder i Det Danske Hus. Vi mødte organisationer som LEGO Fonden og hørte om konflikterne i Yemen, Sahel-regionen og Gaza. Danmark får snart en plads i FN’s mest magtfulde organ – Sikkerhedsrådet, hvor vi håber at påvirke verdens konflikter.

Om fredagen fik jeg en meget stor drøm opfyldt, da jeg fik lov at komme ind i FN-salen og overvære landenes indlæg fra talerstolen. Jeg synes, det var en enormt privilegeret oplevelse at få, og jeg er enormt ydmyg over at have fået lov til at sidde bag Danmark-skiltet. Et ekstra krydderi var det, da jeg opdagede, at de fem herrer ved siden af mig var fra Nordkorea. Så tæt tror jeg aldrig, jeg kommer på nogen derfra igen. Vi fik en rundvisning i  FN-bygningen, hvor Finn Juhl-salen, doneret af Danmark, imponerede med sin skønhed og historie.

Hjemturen gav tid til refleksion Jeg er taknemmelig for at have fået muligheden og tænk: En pige vokset op i Verninge har nu repræsenteret Danmark i en af Verdens vigtigste sale. 

Det er en rejse, jeg aldrig vil glemme. Det minder om, hvor langt man kan nå, og vigtigheden af at forstå de globale sammenhænge, vi er en del af. Denne rejse har givet mig en dybere forståelse for de udfordringer og muligheder, vi står overfor i en globaliseret verden, og jeg ser frem til at bruge denne viden i mit politiske arbejde.

FN – De forenede nationer

Vedens største mellemstatslige organisation

Grundlagt i efteråret 1945, umiddelbart efter 2. Verdenskrig.

193 medlemslande

Arbejder særligt med fred og sikkerhed, menneskerettigheder, humanitære rettigheder, klima og international lov.

Del denne historie på: