Vinylentusiaster samles til plademesse i Industrien

Aarup

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Lørdag den 12. oktober 2024 klokken 10-15

Ortodokse muslimer drømmer om at besøge Mekka, mens inkarnerede vinylentusiaster drages mod Kulturhuset Industrien, som lørdag 12. oktober 2024 er ramme om årets plademesse.

Musik På Industrien, MPIA står bag plademessen, som er blevet et fast samlingspunkt for både nye og garvede vinylentusiaster fra nær og fjern. De deler en fælles passion for den autentiske og karakterfulde lyd, som kun vinyl kan levere. Plademessen byder på en dag fyldt med musikalske skatte, sjældne fund og hyggeligt samvær blandt ligesindede, for ja, arrangøren MPIA er ikke bange for at tage stor ord i munden. 

En dag fyldt med musikalske skatte

Plademessen i Aarup er kendt for at tiltrække sælgere med en bred vifte af vinylplader – alt fra sjældne samlerobjekter til nyudgivelser. Der er noget for enhver smag, uanset om du er til rock, pop, jazz eller noget helt fjerde. De mange stande bugner med gode tilbud, og messen er det perfekte sted for dig, der ønsker at udvide din samling eller finde den plade, du har ledt efter i årevis.

Et samlingspunkt for vinylentusiaster

Formanden for Musik På Industrien, Henry Petersen, ser frem til messen og glæder sig til at byde både samlere og nysgerrige velkommen. 

– Plademessen er altid en stor begivenhed, hvor folk fra nær og fjern samles. Det er en dag fyldt med god musik, spændende samtaler og muligheden for at gøre nogle unikke fund,” fortæller Henry, som selv vil have en stand på messen. 

Fællesskab og nostalgi

– Der er noget helt særligt ved at mødes med andre, der deler samme passion for musik. Det er en mulighed for at genopleve minder og opdage nye kunstnere gennem de forskellige udgivelser, som man måske ikke ellers ville støde på. Musik På Industrien er stolte af at kunne præsentere denne plademesse, der har udviklet sig til en vigtig begivenhed for musikelskere i alle aldre, skriver MPIA i en pressemeddelelse. 

Plademessen åbner klokken 10, og vil man indenfor i den første time, skal man af med 50 kroner i entre. Bagefter, dvs. fra klokken 11 er der gratis entre. Plademessen lukker og slukker klokken 15.

Del denne historie på: