Tommerupperne er kommet bag i køen til byudvikling

Tommerup St.

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Har der været en arkitekt til stede, spurgte en læserbrevsskribent fra Tommerup Stationsby for nogen tid siden. Han rettede blikket mod Tallerupvej og dermed det første indtryk, man får, når man besøger byen, og det er efter skribentens mening ikke mindeværdigt.

Men der har været en arkitekt til stede. Endda flere gange. Tommerup Kommune lavede selv en udviklingsplan for de to Tommerupper tilbage i 2016-17, og i 2022 inviterede Tommeruppernes Lokalråd til borgermøde med arkitekt Knud Aarup Kappel, Atelier for Byers Rum med henblik på efter input fra dem, der bor her, at få arkitektens bud på, hvordan man kunne forskønne de to byer.

Der kom også et forslag ud af det, der pegede på tre centrale punkter i de to byer. Området omkring Brugsen i Tommerup, omkring Fyrtårn Tommerup og Tommerup Boldklub og endelig den centrale del af Tallerupvej, hvor forslaget blandt andet gik på mere grønt og evt. belægning med teglsten. 

Der bliver forsat arbejdet på forskønnelse af Tommerupperne, forsikrer Tommeruppernes Lokalråd i et nyhedsbrev. En ting er dog væsentligt og helt fraværende i den sammenhæng – penge.

Tilbage i 2016-17 blev der afsat et pænt millionbeløb til at skabe sammenhæng mellem og forskønnelse af byerne. Pengene blev imidlertid senere kanaliseret videre til Assens, som i disse år gennemgår en større udvikling af især havneområdet.

Men der er sket meget alligevel, påpeger lokalrådet.

– Der kom kommunale byggegrunde ved Vesterled i Tommerup, og på lokalrådets initiativ fandt vi en investor til udstykningen på Appegrunden ved Tallerupsøerne i Tommerup St., lyder det i nyhedsbrevet, der også peger på den nye udviklingsplan, der blev udarbejdet i 2022 for kommunale midler.

Lokalrådet nævner også, at kommunen har bevilget 1,4 mio. kroner til udvikling af bymidterne.

Et gennemgående forslag var at gøre byerne grønnere. Men det er dyrt, oplyser lokalrådet.

– Vi måtte desværre erfare, at det er meget dyrt, det koster op mod 100.000 kroner at plante større træer på en hovedgade, hvor  der ligger vand- og varmerør og mange andre typer af ledninger i jorden, så 1,4 mio. kroner er i realiteten ikkeret mange penge til at lave de store ændringer.

Og flere penge er der næppe på vej lige med det samme. Ud over Assens, har kommunen nu fokus på Vissenbjerg og siden Glamsbjergs bymidter. 

I det netop vedtagne budget er der således afsat fem mio. kroner til en opdatering af Vissenbjerg.

Imens alle venter opfordrer lokalrådet grundejere, foreninger, virksomhedsejere og investorer til at melde sig for at få gang i nogle samarbejder i Tommerupperne.

Del denne historie på: