Helt nyt tilbud under udvikling på ældreområdet

Vissenbjerg

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Assens Kommune vil nytænke tilbud på ældreområdet, og brugere og frivillige skal inddrages i projektet.

Et stort hus, hvor visiterede brugere, pårørende og andre, der bare er tiltrukket af noget af det, huset tilbyder. Et sted, hvor personalet udgøres af faguddannede, flexjobbere, frivillige og måske unge i spirejob. Der kan være tilbud som strikkeklub, samba, stolegymnastik, sangkor, eller hvad folk nu måtte byde ind med. Åbent hverdag og for enkelte også i weekenden.

Det er i korte træk visionen for et helt nyt tilbud i Assens Kommune.

Tre bliver til et

Udgangspunktet er de tre daghjem, der er i dag, og som fungerer som aflastning for for eksempel pårørende til demente. Der er et på Sydmarksgården i Verninge, et på Holmely i Aarup og et på Flemløse Plejehjem. De har tilsammen 26 pladser.

Fra 2026 er det planen, at der skal være 50 pladser samlet på en central placering i kommunen. Hvor det er, ligger endnu ikke fast. Hvor der i dag er åbent fire dage om ugen, vil det nye tilbud desuden være åbent mandag til fredag klokken 9-18 samt i weekenden. I weekenden dog kun med 10 pladser pr dag.

Prisen bliver formentlig på niveau med 2024, hvor det koster 10 kroner pr. dag, 34 kroner, hvis man skal have forplejningen og 84 kroner for transport, altså i alt 127 kroner.

Brugerne skal være med

Der er ifølge Lotte Hartmann Lenius, der er chef for Ældre og Forebyggelse ikke så meget konkret om det nyt tilbud. Det er nemlig ikke set andre steder, og ønsket er at inddrage de kommende brugere undervejs. 

– Vi er ikke så konkrete endnu. Vi åbner et stort hus og vil gerne have pårørende, borgere, civilsamfund, foreninger og frivillige til at tegne det sammen med os, siger hun.

Flere ældre – færre hænder

Når antallet af pladser i daghjemmet fordobles, så er det for at imødegå en fremtid med flere ældre, fortæller Lotte Hartmann Lenius og fortsætter:

– Men hvad gør vi så, når der samtidig bliver færre hænder. Derfor vil vi også inddrage frivillige og foreninger i dagtilbuddet.

Tanken er, at de frivillige skal bidrage med aktiviteter og selv få noget igen gennem følelsen af “at være der for nogen”.

Der skal være det nævnte antal visiterede pladser, men herudover skal stedet også være åbent for andre brugere, og derfor byder fremtiden nok også på et andet navn end et daghjem.

– Vi har før hørt fra pårørende til svært sygdomsramte, at de ønsker sig et tilbud, de kan være sammen om om ægtefæller, siger Lotte Hartmann Lenius og medgiver, at tilbudet også kan gælde fru Jensen længere nede ad gaden, der for eksempel gerne vil med i en strikkeklub.

– Vi har et ønske om at åbne op og nedbringe tabuer. Det må gerne være et hus, hvor man kan komme uagtet, om man fejler noget, siger hun.

Som nævnt er det planen, at huset skal stå færdigt i 2026. Men allerførst skal det kommunale budget, hvor der er afsat penge til etablering og drift af stedet andenbehandles i oktober.

Del denne historie på: