Flere unge i fritidsjob: Nu kan de også blive spirer i børnehaven

Assens Kommune

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Efter succes med spirejob på ældreområdet udvider Assens Kommune muligheden for kommunale fritidsjob. Nu kan unge ned til 13 år også få job i for eksempel børnehaver.

Det er et par år siden, at de første spirer, unge mellem  14 og 17 år fik ansættelse på plejehjem i Assens Kommune, hvor de bidrager med noget af alt det, der ikke er så meget tid til i en travl hverdag. Ud over, at det naturligvis er til glæde for beboerne, var håbet også at kunne rekruttere flere til uddannelserne inden for området.

Nu åbnes der også for det pædagogiske område, som også er et område med rekrutteringsudfordringer. Uddannelse Børn og Familieudvalget har på sit seneste møde nikket til, at der med tilbagevirkende kraft fra august i år tilbydes spirejob i dagtilbud, skoler og SFO, allerede fra de unge er fyldt 13 år, og med den netop indgåede budgetaftale er der også sikret økonomi til det.

Det er ikke helt nyt med unge medarbejdere i dagtilbuddene, men hidtil har de løst praktiske opgaver, nu kan de også få job af mere pædagogisk karakter under vejledning af en pædagogisk medarbejder.

Deres opgaver kan være at læse for og med børnene, gå ture, spille bold og hjælpe med praktiske opgaver, som at dække borde og rydde af igen.

Op til 15 år er lønnen 68 kroner i timen, mens de 16-17-årige får 84 kroner.

Regeringen har netop lempet på reglerne for unges fritidsarbejde, men vælger man at være spire, må arbejdsugen højst være på 12 timer, og i vejledningen, der er udarbejdet til ledelserne på institutionerne står endvidere, at et spirejob generelt omfatter tre gange to timer om ugen.

Del denne historie på: