Holmely fejrer sine frivillige

Aarup

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

På Holmely bliver den landsdækkende Frivillig Fredag til Frivillig Mandag, når man mandag 23. september byder alle de frivillige, der allerede er tilknyttet plejecentret og alle dem, der tænker på at blive det, på kaffe og rundstykker. Rikke Louise Fage-Fjord, der er leder af Frivilligcentret vil også fortælle om frivillighed i Assens Kommune.

– Vi er dybt taknemmelige for alle de frivillige, der kommer hos os og gør en kæmpe forskel for beboere, familiemedlemmer og personale, derfor vil vi benytte denne dag til at takke vores frivillige, siger aktivitetsmedarbejder Else Marie Kristensen.

På Holmely har man hjælp fra støttekredsen, cykelpiloterne, Ældre Sagen, vågetjenesten, og repræsentanter fra disse grupper vil alle fortælle om deres arbejde på plejehjemmet, og hvis man selv går i tanker om at blive frivillig, stiller de sig gerne til rådighed for en snak om, hvad det indebærer.

– Vi kan altid bruge flere frivillige, siger Else Marie Kristensen og nævner for eksempel: Cykelpiloter, nogle der kan stå for vedligehold af cyklerne, besøgsvenner, gå-makkere, nogle der vil komme på besøg med deres dyr og nogle, der vil srikke, spille og læse højt.

Har man en ide til, hvad man gerne vil bidrage med, er man velkommen til at dukke op 23. september eller til at ringe eller skrive til Else Marie Kristensen på 20 13 54 92 eller elsemarieeventyr@msn.com. 

Del denne historie på: