Frøbjerg Festspil: Det gik ikke helt som ventet

Frøbjerg

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

12.001 tilskuere til Frøbjerg Festspils opsætning af musicalen Hair, er lidt under det forventede, siger formand Knud Møller, der her gør status efter sidste forestilling. En ting kan han endnu ikke svare på.

Lørdag løb Hair over scenen for sidste gang, og formand Knud Møller kunne efterfølgende i sin afsluttende tale fortælle, at 12.001 tilskuere havde set forestillingen.

  Det er lidt under det budgetterede. Vi havde budgetteret med et rimeligt overskud, så vi klarer den.

– Jeg havde selvfølgelig gerne set flere og havde nok også regnet med det. Vi har præsteret en forestilling, der har fået særdeles flotte anmeldelser fra seriøse anmeldere og særdeles gode omtaler fra rigtig mange på de sociale medier, siger formand Knud Møller i en pressemeddelelse.

Han lægger vægt på, at hele holdet bag forestillingen har gjort, hvad det kunne.

– Forestillingen blev på alle måder imponerende, vild, flot, storslået og rørende. Hvad kan man så forlang mere? For at overleve i denne verden skal vi tilbyde kvalitet. Det har vi gjort, slår han fast.

Han henviser til en anmeldelse, der blandt andet siger: “Man fornemmer, at Frøbjerg Festspil er en holdpræstation, hvor folk både på og bag scenen løfter i flok og får skabt en storslået forestilling, som absolut er et “must see””.

– Det er smukt og indrammer ganske godt, det vi gerne vil stå for, siger formanden.

På Frøbjerg plejer de også at skilte med og meddele fra scenen, hvad man kan se frem til til næste år. Men det var der ikke noget om i år.

– Vi kan desværre ikke oplyse noget endnu. Vi ved det simpelthen ikke. Der er nogle forhandlinger i gang, og jeg håber, vi kan afsløre noget inden for de kommende uger, siger han.

Del denne historie på: