Fællessang og musik skal nedbringe ensomheden blandt ældre
Assens
Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net
Tobaksgaarden, Assens Sangkraftcenter og bibliotekerne er blandt de samarbejdspartnere, der de næste 16 måneder vil skabe musikalske fællesskaber for kommunens pensionister.
Med 1,7 mio. kroner fra Social- og Boligstyrelsen vil Tobaksgaarden i Assens i samarbejde med blandt andet Assens Sangkraftcenter, Assensbibliotekerne, Ældre Sagen og Assens Kommune frem til 31.12. 2025 byde på musikalske fællesskaber som for eksempel 24 fællessangsaktiviteter for pensionister. Herudover vil Tobaksgaarden afholde andre aktiviteter og koncerter for samme målgruppe.
Det overordnede mål med arrangementerne er at udvikle en model for ældrevenlige musikfællesskaber, der kan modvirke ensomhed og funktionstab.
Samlet set har Social- og Boligstyrelsen uddelt 10,2 mio. kroner, så Tobaksgaarden har altså modtaget en god del af dem.
– Kunst og kultur som kilde til sundhed og trivsel har fået øget opmærksomhed i de seneste år både nationalt og internationalt. På Tobaksgaarden er vi overbeviste om, at vi som kulturinstitution kan være med til at løfte nogle af samfundets store udfordringer på sundhedsområdet, siger Kim Kruse, der er souschef på Tobaksgaarden og leder af projektet.
I alt ansøgte 32 projekter om støtte fra styrelsen. Otte fik del i pengene.