Verden forandrer sig – Gelsted Marked består
Gøgl, taskenspillere, godtøl i stride strømme, fest og farver, godtkøbstilbud og varer af tvivlsom kvalitet. Sådan var middelalderens markeder, og et stykke ad vejen gælder det samme for Gelsted Marked.
Radiobiler og karruseller er kommet til, mens øllet er blevet suppleret med shots og anden stimuli.
Dengang som nu møder man glade mennesker i hobetal og kræmmere med tilbud på alt fra spegepølser over platheder fra Polle-filmene sat ind i billedrammer, våbenattrapper, kaffe, kage, Anders And blade, krydderier, garn og sådan kunne man blive ved. Kort og godt: Verden forandrer sig, men Gelsted Marked består.