Mand-slægten og Toldstrups Hus: Et bidrag til købstadsjubilæet

Assens

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Assens by’s 500 års købstadsjubilæum bliver fejret med pomp og pragt, herunder besøg af kongeparret og et væld af aktiviteter. 

Toldstrupselskabet, som har indrettet videncenter og museum for modstandsmanden Jens Toldstrup i Damgade 26, bidrager til jubilæet med et arrangement i Vor Frue Kirke og udgivelsen af heftet ”Mand-slægten og Toldstrups hus”. 

Anton Jensen, modstandsmandens far, var overbevist om, at han tilhørte Mand-slægten, der tilbage i 1500-1600-tallet tilhørte den assenesiske elite som storkøbmænd, borgmester og andre betydelige hverv i købstaden. 

Så Anton Julius Christian Jensen tog navnet Mandsbyrd, og da han i 1951 åbnede et egnsmuseum i Damgade 26, kaldte han det for Mands Samling.  Et museum, som talte 4.000 genstande. 

Museet lukkede i 2013, og i stedet overtog Toldstrupselskabet ejendommen.

Slægtsforsker og lokalhistoriker Hans Lauridsen, Glamsbjerg har udarbejdet skriftet for Toldstrupselskabet. 

Hans kildestudier viser, at Anton Jensen tog fejl, når han hævdede at tilhøre Mand-slægten, uden at det dog har nogen betydning for hans indsats som museumsmand. 

Det fremgår også af heftet, at altertavlen i Vor Frue Kirke er en gave fra en Jens Mand og dennes hustru. En gave fra omkring 1625 – inden Jens Mand røg ind i økonomiske problemer og stak af til udlandet. 

Altertavlen og Mand-slægten er emnet for et arrangement i Vor Frue Kirke den 15. august klokken 17. 

Provst Ole Hyldegaard Hansen fortæller om altertavlen, mens Toldstrupselskabets grand old man, Preben Find fortæller om Mand-slægten med hovedvægt lagt på Anton Jensens historie. 

Heftet om Mand-slægten koster 50 kroner og kan købes i Toldstrups Hus, som frem til 18. august holder åbent torsdag, fredag og lørdag, kl. 11-15. 

Del denne historie på: