Fjernvarme og kloakseparering bliver en udfordring for butikkerne i Bredgade

Aarup

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Fjernvarme og kloakseparering bliver en udfordring for butikkerne i Bredgade

”Det skal blive skidt, før det bliver godt”, siger et gammelt ordsprog. Det ordsprog mange beboere og folk med et ærinde i byer som Skallebølle, Glamsbjerg, Skydebjerg, Assens og Aarup, for blot at nævne nogle få, sige sidder lige i øjet med tanke på opgravede veje, omkørsler og hullede veje. 

Skidt fordi det er et forfærdeligt bøvl at få lagt kloakrør ned i vejen, men godt, fordi det er netop godt for miljøet at skille husspildevand fra regnvand, lige som det er godt at fyre med fjernvarme i stedet for olie og naturgas. 

For det er godt for klima og miljø og godt for vores forsyningssikkerhed, at vi ikke er afhængig af Ruslands naturgas. 

I slutningen af 2025 eventuelt i begyndelsen  2026 – siger aktuelle tidsplan – kommer turen til Bredgade – Aarups butiksgade. 

Bredgade 2025-26

Først skal Assens Fjernvarme grave en hovedledning ned, sådan at de enkelte bebyggelser kan få installeret fjernvarme. 

Fjernvarmerøret bliver placeret i den ene side af vejen og forholdsvis tæt på overfladen, nemlig ca. 1,2 meter nede, hvor der kun er få andre ledninger m.v. at tage hensyn til. 

Det tager, fortæller Assens Forsyning  på sin hjemmeside, typisk 15 arbejdsdage, at grave fjernvarmerør ned på en vejstrækning på 300 meter. 

I teorien kunne det gøres meget hurtigere, fortæller fjernvarmedirektør Marc Roar Hintze, som gør sig følgende tankeksperiment.

– Hvis man forestillede sig, at der ikke boede mennesker i husene, mens vi gravede kunne det gå hurtigt, for så skulle vi ikke tage samme hensyn til, at beboerne skal bruge el, have vand ind i huset og spildevand, den modsatte vej. Men sådan er det ikke. 

Fjernvarmeudrulning i etaper

Udrulningen af fjernvarme foregår i etaper. I første etape er det husene mellem Skydebjerg og Aarup – herunder Kirsebærhaven, Æblehaven, Blommehaven og boligerne mellem mellem Ormehøjvej og Møllebakken/Assensvej. 

Lige nu graver Assens Fjernvarmes entreprenør M.J. Eriksson i etape 2, Aarup Sydvest. 

Etape 3 kaldes for Aarup Nord, og det er i grove træk alt byggeri nord for Indre Ringvej og Uglebjergvej, dog hører Gartnervænget til etape 2, mens plejehjemmet Holmely og Børnehaven Drømmebakken også er en del af etape 3. 

Industriområdet tilhører etape 4, som efterfølgende vil blive forsynet med fjernvarme. 

Assens Fjernvarme forventer at gå i gang med Aarup Nord i foråret 2025 og håber at kunne være færdig i begyndelsen af 2026.

Adskillelse af spildevand og regnvand

Separatkloakering vil sige, at spildevand og regnvand får hver sit kloakrør i stedet for kun et. 

Separering er en gevinst for miljøet og forebygger oversvømmelser af bl.a. kældre, fortæller Assens Forsyning på sin hjemmeside. 

Arbejdet er gået i gang i Aarup nemlig med etablering af et regnvandsbassin ved Mosearebejde. Et arbejde, som skulle være færdig midt på sommeren. 

Separering i fire etaper 

Selve separeringen foregår i fire etaper af hver ca. 18 måneders varighed. 

Første etape går i gang i 2024 og omfatter Skydebjerg og den sydlige del af Aarup.

Anden etape er groft sagt området langs med og omkring Vestergade og Uglebjervej. 

Tredje etape omfatter bl.a. Skovkrogen, Østergade, Bøgevej og Holmelund. 

Sidste etape er Bredgade, Fredensgade, Cederfeldsgade, Birkevej, Kirkegade, Skolegade m.v. 

Her vil kloaksepareringen ifølge planen finde sted i tidsrummet 2026-2028.

Kloakrør med fald

Det er mere kompliceret at grave kloakrør ned end fjernvarmerør, fortæller 

Assens Forsyning.

Kloakrør skal nemlig placeres nederst, dvs. under andre rør og kabler. Ydermere skal kloakrørene lægges med et præcist fald, sådan at vandet kan løbe af sig selv. 

300 meter på 40 arbejdsdage

Det tager typisk 40 arbejdsdage at separatkloakere en gade på 300 meter, mens der foran det enkelte hus graves i 3-4 uger. 

Når det er mere kompliceret og mere tidskrævende at grave kloakrør ned end fjernvarme er det ikke muligt at nøjes med en opgravning. 

Kan ikke foregå i samtidig

Konsekvensen vil være, at det tager længere tid at få rullet fjernvarme ud, for som beskrevet ovenfor er det næsten tre gange så hurtigt at grave fjernvarmerør ned. 

Prisen er så, at Bredgade skal graves op to gange i løbet af forholdsvis kort tid. 

Og det bliver en udfordring for butikslivet. 

Det så vi i Skallebølle, hvor Skallebølle Slagtehus, som fortalt til Folkebladet, mistede omsætning på grund af gravearbejdet, nok så meget fordi arbejdet blev forsinket. Og vi så det i Glamsbjerg, hvor opgravningen af Søndergade fx gav dødsstødet til Schreiners boghandel.

Opfordring fra Meny: Tag besværet og handel lokalt

Længerevarende opgravninger af strøggader er en kæmpeudfordring for butikker, forretninger og andre erhvervsdrivende, så Menykøbmand Mette Krag glæder sig bestemt ikke til, at Bredgade skal graves op to gange i løbet af kort tid. 

– Vi vil selvfølgelig gøre alt for at informere vores kunder om, hvordan man kan handle ind hos os, når opgravningen står på, siger Mette Krag.

Hun ved det bliver bøvlet for kunderne, men hun opfordrer til, at man tager besværet med. 

– Hvis man ønsker, at der skal være butikker i Bredgade, når opgravningerne er slut, skal man blive ved med at handle hos os, ellers kan vi ikke overleve.

Dialogen skal være god

Mette Krag håber også på at få en god dialog med Assens Fjernvarme og Assens Forsyning – i praksis med de entreprenører, der skal foretage gravearbejdet – sådan, at generne bliver mindst mulige for butikkerne. 

Mette Krag ser tilbage til en episode fra nogle år siden, da Bredgade blev spærret af en fredag, hvor der mandag skulle foretages gravearbejde. 

– Jeg kan godt se, at det kan være fint, at gravesjakket kan gå i gang fra morgenstunden mandag.  

Men butikkerne havde altså åbent om lørdagen og Meny havde også åbent om søndagen.  Så for os var det noget skidt, at afspærringen fandt sted allerede fredag, siger Mette Krag.

Tøjmand vil købe mindre

For Jan Hansen, Din Tøjmand, gælder, hvad han selv kan gøre, og hvad han gøre i fællesskab med andre. 

– Al erfaring siger, at omsætningen falder, når en vej bliver gravet op, og det derfor bliver vanskeligt at parkere. Så det vi kan gøre som handelsstandsforening er er være meget tydelige med at få fortalt, hvordan man finder frem til butikkerne.

– Når det gælder min egen butik, jamen, der vil jeg – hvis opgravningen sker før forårssalget går i gang, ikke købe så meget ind som normalt af, sådan at vi ikke brænder inde med for meget.  

– Der gælder dog også, at vi ikke skal købe så lidt, at leverandørerne ikke dropper os, mener Jan Hansen.

Måske graveudsalg

Handelsstandsforeningen glæder sig ikke til, at Bredgade skal graves op, men til at det bliver overstået. 

– Vi vil gøre alt muligt for at få et godt samarbejde med Assens Fjernvarme og Assens Forsyning, sådan at de i videst mulige omfang kan tage hensyn til butikkernes ønsker og behov, siger Henrik Wichmann, der er formand for handelsstandsforeningen.

– Det gælder i stort omfang at få fortalt vidt og bredt, at man fortsat kan handle i butikkerne, selv om man måske skal zigzagge sig rundt på fortovene. 

– Vi vil også lave forskellige tiltag, som skal få folk til at besøge butikkerne trods besvær. Det kunne fx være ”graveudsalg” og nye former for Open By Nights, siger Henrik. 

Udover disse planer og ideer afventer handelsstandsforeningen at få at vide, hvornår Assens Fjernvarme og Assens Forsyning forventer at gå i gang. Altså nogle datoer og tidsrum, som gør det muligt for butikkerne og handelsstandsforeningen at gå i gang med planlægning og konkretisering af ideerne. 

Del denne historie på: