Det italienske hjørne på biblioteket

Vissenbjerg

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Biblioteket er mere end bare bøger. Det er også stedet, hvor folk kan mødes, tilbringe god tid sammen og udveksle erfaringer.

At mødes på sådan en afslappet måde ligner meget den italienske kultur i de små byer eller landsbyer, hvor folk mødes uden for hjemmet med venner og bekendte.

Vissenbjerg Bibliotek er ingen undtagelse, lyder det i en pressemeddelelse fra biblioteket.

Den italienske kulturforening Alitalia vil gerne introducere konceptet, så biblioteket også kan være et træffested for folk, der vil mødes på italiensk, afslappede og glade.

Ideen er, at alle med interesse for den italienske kultur mødes på biblioteket en gang om ugen bare for at snakke om emner, der har med Italien at gøre og mødes med andre der har samme interesse for alt italiensk. Det kan være at uddybe nogle grammatiske udfordringer, at medbringe en bog på italiensk og kommentere den eller bare at konversere på italiensk, hvis man har lidt færdighed i sproget.

Kulturforeningen Alitalia beskæftiger sig med italiensk kultur via undervisning, foredrag med mere i samarbejde med FOF og AOF.

Første træf på italiensk facon er onsdag 17. april klokken 11-12. Det koster ikke noget at være med, så man møder bare op. 

Del denne historie på: