Tommerup Taekwondo tog guld med hjem fra stævne

Tommerup

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Egentlig handlede taekwondo-stævnet i Kolding lørdag 23. marts om meget andet end konkurrencer. Det var et bredde-arrangement, hvor der hverken var alders- eller bæltekrav, så yngste deltager var omkring seks år og den ældste i slut 50’erne, og der var medaljer til alle, der gennemførte deres disciplin. Det kunne enten være 1000 spark på pude eller 100 taegeuk/poomser, som er de serier, der er til de forskellige bæltegrader. Hvis man var meget hurtig, kunne man også gennemføre dem begge.

Derudover var der altså også to rigtige konkurrencer, og det var her Tommerup Taekwondo eller rettere Astrid Olesen gjorde sig bemærket med en guldmedalje i sparke-konkurrencen i en serie med fire forskellige spark kombineret med to saltomortaler.

– Selve medaljen, som deltagerne fik, er meget mere end en medalje. Den var også et bevis på, at det lønner sig at arbejde for sagen, og at den her sport ikke kun handler om at sparke, men også om fællesskab, sammenhold, venskab og at støtte hinanden, lyder det i pressemeddelelsen fra Tommerup Taekwondo, der havde 10 deltagere med til stævnet.

De næste arrangementer, Tommerup Taekwondo deltager i, er Tommerup Cup lørdag 13. april og den landsdækkende børnekonkurrence, hvor Tommerup ligeledes er arrangør, lørdag 20 april.

Del denne historie på: