Aarup Kirke genåbner efter opfriskning

Aarup

Siden nytår har Aarup Kirke været lukket på grund af malingsarbejde. Nu er håndværkerne færdige, og kirken genåbner palmesøndag den 24. marts. Det fejres med festgudstjeneste og med afsløring af et kæmpe kunstværk i sognehuset. 

– Vi er rigtig glade for, at malingsarbejdet nu nærmer sig sin afslutning, og at tidsplanen holdt fra start til slut. Vi har haft et rigtig godt samarbejde med håndværkerne, som har knoklet løs, så nu står kirkens vægge fine og hvide igen. Bækkene og andet træværk er også blevet malet, fortæller formand for Aarup menighedsråd, Peter Poulsen.

Aarup Kirke er over 100 år gammel, nærmere bestemt fra 1903, og derfor skulle Nationalmuseet inddrages i projektet; overfladen i kirken skulle indledningsvis undersøges nærmere, og der blev afsat farveprøver, som skulle godkendes, inden malerne kunne begynde arbejdet. 

– Palmesøndag kl. 10.15 glæder vi os til at åbne kirkens døre på ny. Vi har i dagens anledning inviteret Assens’ provst, Ole Hyldegaard Hansen, til at forestå prædiken. Assens Provsti har nemlig sammen med Fyns Stift været involveret i forhold til godkendelse af økonomi og bevilling af penge. Inden gudstjenesten slutter, vil jeg også selv fortælle lidt om renoveringsarbejdet.

Kæmpe kunstværk indvies

Efter festgudstjenesten er der kaffe, vin og boller med ost i sognehuset, hvor alle er velkommen. Her vil menighedsrådet samtidig afsløre et kunstværk af Aarups lokale kunster, Karin Harbo Jull.

– Karin var ikke i tvivl, da vi inviterede hende til at komme med et bud på et kunstværk til sognehusets indgang. Fremover vil gæster i huset derfor blive budt velkommen af et kæmpestort ”løvfaldstæppe”, hvor linoleumstryk af blade fra gulv til loft symboliserer årets – og livets – gang, slutter menighedsrådsformanden.

Del denne historie på: