Brylle er vært for næste Vintercup Vestfyn-løb
Brylle
Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net
Hører du til dem, der starter det nye år med intentioner om en sundere livsstil med mere motion, så kunne det være en ide at melde sig til det næste løb i Vintercup Vestfyn-regi. Vintercup Vestfyn er en serie på seks løb, der strækker sig fra oktober til marts og finder sted forskellige steder i Assens Kommune.
Næste gang, søndag 14. januar, er Brylle Gymnastikforening vært for løbet, der i dette tilfælde byder på en rute på 5,6 kilometer og en på 9,9 kilometer.
Man kan melde sig til online indtil aftenen før klokken 23 eller på stedet på løbsdagen indtil 15 minutter før afgang. Der er start ved Brylle Fritidscenter, Tobovej 30 i Brylle. Kl. 9.15 for en lange rute og kl. 10 for den kortere rute.
Det koster 75 kroner at deltage og i det er inkluderet et lille traktement efter endt løb, da fællesskabet omkring aktiviteten vægtes højt.
Løbene er som nævnt tilrettelagt i samarbejde med Vestfyns Firmaidræt, det er også på firmaidrættens hjemmeside vestfynsfirmaidraet.dk, man kan tilmelde sig og få yderligere information om løbene.
Efter løbet i Brylle resterer endnu to løb. Det er dels 25. februar, hvor Kerte Løbeklub er arrangør . mødestedet er Kerte Klubhus på Kertevej 59, og 10. marts, hvor Vestfyns Firmaidræt står for det. Der er endnu ikke offentlgjort noget mødested for vinterens sidste løb.