Der er usædvanligt mange vejarbejder på en gang
Assens Kommune
Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net
24-årige Mads Dyrslund Myrup havde næsten glemt alt om, at han for tre år siden fik stjålet sin scooter. Forleden dukkede den op i havnen i Assens sammen med to andre køretøjer.
Bor du i Tommerup St. har du siden begyndelsen af oktober skullet finde en anden vej ud af byen, end hovedfærdselsåren og den mest nærliggende – ad Kirkevej og Tommerupvej. De øverste 300 meter af Tommerupvej er spærret. I første omgang hed det sig, at det ville vare indtil 17. november. Nu er arbejdet forlænget til 2. december.
Assens Kommune opfordrer til, at man kører via Østergade i Vissenbjerg, andre vælger at køre over Magtenbølle for at komme op på Middelfartvej, hvor man møder endnu et vejarbejde. Her er vejen kun farbar i et spor, og trafikken reguleres med lyssignal.
Regn- og spildevand hver for sig
Årsagen er separatkloakering i Skallebølle. 40 husstande skal have adskilt regn- og spildevand, en del af det store projekt, der ad åre skal samle alt spildevand på det nye rensningsanlæg i Assens.
Projektet her er lidt forsinket, melder Christian Malling, kommunikationskonsulent i Assens Forsyning. Det forventes at fortsætte til februar 2024.
Andre steder er det fjernvarmeprojekter, der påvirker fremkommeligheden. Det gælder forskellige steder i Tommerup St., p.t. Troldebakken i Aarup, Voldtofte, Assens, Duedalen i Vissenbjerg, Østre Ringvej i Assens.
Hvis man fornemmer, der er meget igang, så er det ikke en forkert fornemelse, medgiver Knud Wismann, Vej og Trafik i Assens Kommune, som er den person, der giver alle gravetilladelserne.
– Det er et samspil af energikrise og tilfældigheder. Der er Assens Forsynings spildevandsseparering, og energikrisen, der pludselig gav fjernvarmen et ordentligt boost og som man har mærket eller mærker lige nu på Østre Ringvej i Assens, i Aarup og på Turupvej, der af til har været spærret, forklarer Knud Wismann.
Til dette føjer sig også Energi Fyn, hvis elnet er blevet for lille.
– Det er de el-ladestandere, der sættes op flere steder, der har givet et øget behov for strøm. Energi Fyns elnet er for lille, og der skal graves højspændingskabler ned på kryds og tværs af landet. Og for at toppe det hele kommer den Vestfynske Jernbane, fra Blommenslyst til Middelfart, som betyder, at man er ved at flytte gasledningen, siger Knud Wismann videre.
Selv har Assens Kommune gang i ombygning af krydset ved Søndersøvej/Middelfartvej, et arbejde som fortsætter frem til begyndelsen af januar og lige nu betyder, at Søndersøvej på Vissenbjergsiden er spærret for ind og udkørsel frem til 22. december. Krydset skal sikres med venstre- og højresvingsbaner og cykelsti med kantsten. Endelig har FTZ’s ankomst til Grønnemose fremkaldt behovet for endnu en rundkørsel i det område.
Det fortsætter i 2024
I Aarup venter det næste store separeringsprojekt i 2024.
– Det skulle være begyndt i Aarup syd i januar, men vi er forsinket, fordi projektet er blevet mere komplekst end først planlagt. Vi afventer en revideret tidsplan fra vores rådgiver, men vurderer, at gravearbejdet kommer i gang i første halvdel af 2024, fortæller Christian Malling. I følge Assens Forsynings Hjemmeside er Aarup-projektet omfattende. Det deles i fire etaper à 18 måneder og forventes at fortsætte ind i 2027.
I følge Assens Forsynings strategi for spildevand, skulle arbejdet med ledninger til Assens afsluttes i 2030.