Fred i Aarup og atomvåbenfri gade i Knarreborg
Aarup og omegn for 40 år siden, som det stod at læse i de lokale aviser, er et fast indslag, når Aarup Lokalhistoriske Forening og Arkiv byder indenfor til Arkivernes dag. I år var det således udklip fra 1983, men kunne studere.
Et af dem handlede om Fredsgruppen i Aarup, der var på trapperne med en ny aktion, som skulle være en udstilling, hvor alle kunne deltage.
– Eneste betingelse er, at det handler om fred, fortalte sognepræst i Kerte Egon Lausen.
I avisartiklen (FS 6. okt.83) fremgår det, at gruppen havde holdt et fredsshow i Aarup Bio, hvor et par hundrede havde deltaget.
Fredsbevægelsen anno 1983 fandtes overalt i Danmark, og når den kaldte til påskemarcher i byer som Aarhus og Odense, skulle deltagertallet tælles i ti tusinder.
Lokalhistoriker i Vissenbjerg – og tidligere byrådsmedlem for SF – Flemming Risskov Jørgensen – var dengang med i fredsbevægelsen.
– Vi kaldte den ”Frederikke”, og den hørte til i den daværende Tommerup Kommune, men den trak også folk til fra Brylle, Vissenbjerg og Skallebølle, hvor jeg dengang boede, fortæller Flemming.
– Ordet fred indgår jo i Frederikke, og jeg kan huske vittige sjæle, der læste navnet som fred er ikke, siger Flemming med et lille smil.
Hvor man, der var med i Frederikke, husker Flemming ikke, kun at der var mange, og at det udelukkende var teenagere, som var med. Én af dem var soldat, og det var et scoop.
– Han mødte jo op i uniform til vores aktioner, og det var ikke så almindeligt, fortæller Flemming.
Fredsbevægelsen arbejdede blandt andet for at få Norden gjort til atomvåbenfri zone, og det gjaldt også for Frederikke.
– Vi samlede underskrifter ind, og fik på den måde tinglyst en gade i Stationsbyen og Knarreborg som atomvåbenfri zoner. Jeg tror det var Gartnervænget i stationsbyen, men kan ikke huske, hvad det var for en gade i Knarreborg, siger Flemming Jørgensen.