Jul på gården – dengang i 50’erne og 60’erne
Elisabeth Støvring Fogh er guide på en tur på Mindernes Boulevard onsdag 22. november kl. 19 i Kulturhuset Industrien
Vi tager en tur tilbage i tiden omkring 60’erne og en smule af 50’erne til en større gård og følger juleforberedelserne.
Der skal slagtes og skæres ud og laves blodpølse, rullepølse og postejer, bagværket skal også produceres og kommes på dåser, nødderne gøres klar og tages ud af deres haser, sølvtøj og messing, glas og prismelysekroner, vinduer mv. skal blankpoleres.
Storvasken har fundet sted mens vejret var til det, men gruekedlerne kører alligevel på fuldt tryk, linned skal rulles på den store rulle, som der skal flere til at håndtere, der bliver syet nyt tøj efter mål, noget tøjet skal repareres eller ses efter i sømmene, pigernes forklæder og kapper skal stives ekstra fint. Gæsteværelserne skal gøres klar.
Kane og ski og skøjter smøres og repareres, hvis der skulle blive lidt fritid. Der er hentet gran og mos ind, der sættes gran i bedene, blomsterløgene skal være klar til højtiden, adventskranse og dekorationer gøres færdige, møllen stilles op med lys i, og så skal der naturligvis pyntes op inden vi ser på juleaftensdag med frokosterne og endelig hvordan bordet blev dækket til selve juleaften og hvad man spiste og hvordan.
Elisabeth medbringer nogle af de redskaber, som blev brugt til julemad, og hendes mormors gode opskrift på gammeldags klejner.
Opskriften har været gengivet i et stort japansk magasin, så hvert år til jul tænker Elisabeth på hvor mange japanere, der mon sidder og spiser min Mormors klejner.
Elisabeth Støvring Fogh er uddannet tolk med bifag i etnografi og har arbejdet 35 år i Turistbranchen. Hun har drevet virksomheden Interkultur og arbejder pt også som rejseleder for Vitus Rejser.
Entre 80 kroner, dog kun 60 kroner for medlemmer af Industriens Foredragsforening og Vissenbjerg Borger- og Kulturforening.
I pausen serveres juleforfriskninger.