Emil fra Lønneberg indtager Industrien

Aarup

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Det er teater for hele familien, når Vestfyns Teater søndag 19. november byder på en forestilling om Emil fra Lønneberg. Skuespiller Steffen Sommerstedt elsker Astrid Lindgrens historier om Emil fra Lønneberg. Allermest den, hvor Emils far får storetåen i musefælden og hovedet smurt ind i paltdej og pandekagedej. Det er historien om den dag, Emil slet ikke får tid til at komme i tøjet for den evige renden til værkstedet. Og det er, som det så ofte er tilfældet med Emil, ikke helt retfærdigt. Selv siger han: Jeg kan da ikke gøre for, at far er i vejen overalt. Man kan ikke så meget som sætte en musefælde op her på gården, uden at han går hen og ramler ind i den, og hvorfor skal han lige have sit fjæs der, hvor det flyver om ørerne på folk med paltdej og pandekagedej.

Forestillingen begynder klokken 15 og koster 50 kroner for børn og 75 for voksne. Billetter kan købes på vestfynsteater.dk.

Del denne historie på: