UGENS KLUMME

Assens

Af Helge Desler

Toldstrup på film!

Det er nu ni år siden, at der blev rejst en mindesten ved indgangen til Assens Skovanlæg over Anden Verdenskrigs berømte modstandsmand Jens Toldstrup, der er født i Assens. Og efter at Toldstrupselskabet i 2015 erhvervede hans barndomshjem i Damgade, er der her blevet opbygget et museum, der vel nærmest kan betegnes som et videncenter, hvor historien om Toldstrups liv og enestående virke som organisator og chef for modtagelsen af de allieredes våbenleverancer til modstandskampen under den tyske besættelse formidles.

Det er et museum, der i dag rummer en så righoldig og enestående samling af bøger, tidsskrifter, aviser og dokumenter, at det nu med rette betegnes som et videncenter vedrørende besættelsestiden og den Anden Verdenskrig som helhed. 

På grundlag af den omfattende viden om Toldstrup, som selskabet gennem årene har tilegnet sig, fostredes der for halvanden år siden i selskabet en idé om, at Toldstrups indsats havde været så enestående, at der måtte være basis for at få produceret en film om ham.

Og som arbejdsgrundlag for en kommende manuskriptforfatter og kommende filmproducent blev der udfærdiget en stikordsliste, der henviser til Toldstrups liv og virke.

Denne liste har sammen med museets omfattende samling af kildemateriale og båret af den fortsatte almene interesse for besættelsestiden ført til, at professionelle filmskabere nu er inddraget i projektet.

Og under et nyligt afholdt møde har både den valgte manuskriptforfatter og den valgte filmproducent bekræftet selskabet i dets tro på, at ideen kan realiseres.

Det forlyder også, at et af landets største pengeinstitutter har vist interesse for projektet.

Historien om toldassistent Anton Ingersøn Jensen, som blev født i Assens den 30. juni 1915, og som under besættelsen kun 28 år gammel, ydede en så fremragende indsats, at de allierede betegnede ham som Europas mest effektive modtagechef, kan om nogen nok være en film værd.

Del denne historie på: