Fyns Sommerland: Godt tilfreds med sæson et vejret taget i betragtning

Grønnemose

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

I Fyns Sommerland anno 2023 lakker første sæson mod enden. Direktøren ser tilbage på en sommer med begyndervanskeligheder og dårligt julivejr, som opvejes af glade gæster.

En tur i Fyns Sommerland er ikke lige det første, man overvejer, når regnen står ned i tove, som det ofte var tilfældet i juli. Men når man tager det med i betragtning, så konkluderer direktør Jeppe Vestergaard Nielsen, at sommerlandets første sæson som analog legepark for alle aldre er godt godt.

– Det er jo en fjollet sæson at starte i med alt det regn, men det er gået rigtig godt, og vi er utroligt taknemmelige og glade for, hvor godt der er blevet taget i mod det, siger han.

Sommerlandet gør dog ikke den første sæson endeligt op, før efterårets halloween-events (dem vender vi tilbage til) er gennemført, men til den tid forventes det, at det samlede besøgstal vil være nået op på 25.000-30.000, baseret på erfaringen fra et lignende arrangement sidste år.

– Hvordan ser det ud, i forhold til, hvad I havde forventet?

– Det er svært at sige, hvad vi havde forventet. Vi troede, vi ville ligge lidt højere, men på grund af regnvejret i juli nåede vi ikke det, vi håbede på, og vi kom også lidt snublende igang, fordi svævebane-tårnet ikke var færdigt til åbningen, siger Jeppe Vestergard Nielsen.

Hellere hæfter han sig derfor ved, at gæsterne har taget godt imod sommerlandet, og 800 købte sæsonkort.

Jeppe Vestergaard Nielsen kan ikke pege på en eller få aktiviteter som de mest populære, de er snarere variationen af aktiviteter, der er blevet taget godt imod, mener han.

Hemmeligheder og tilretninger

Frem mod næste sæson er et projekt i støbeskeen, som direktøren ikke vil røbe noget om endnu. Ellers vil det meget handle om at at justere på det, der er. For eksempel udvide de populære bueskydningsbaner med en ekstra bane og oprydning i området for fodboldgolf og discgolf. Parken fremstår ikke friseret, i stedet har man ladet naturen råde visse steder, men lige præcis der blev det for meget, da for mange bolde punkterede.

– Det vil også blive ryddet op i det gamle badeland. Man vil stadig kunne se, at der var et badeland, men selv om de lokale måske synes, at det er sjovt at se det i forfald, så skal der ikke ligge glasskår og affald, som turister udefra synes er underligt. Vi skal også have nogle aktiviteter der, siger Jeppe Vestergaard Nielsen.

– Vi kommer til at bygge vinter efter vinter i en håndfuld år, før vi når basisniveau, siger han.

Frem mod næse sæson vil der også blive sat “bedre skraldespande” op og stierne vil blive forbedret, nævner han.

Svæv hen over skrækindjagende væsener

Og så tilbage til horror-arrangementerne i oktober, for før de er gennemført, kan de nye ejere af Fyns Sommerland ikke gøre sæsonen endeligt op.

I perioden 6.-29. oktober vil parken være åben fredag-, lørdag- og søndag aftener for folk, der ikke har alt for sarte nerver. Her vil man enten kunne vælge at gøre i egen bil gennem parken ad en en kilometer lang, afmærket rute, hvor man undervejs vil blive mødt af skræmmende væsener, man vælger selv, om det skal være for åbne døre og nedrullede vinduer, eller man kan vælge at tage en svævebanetur i mørket, hvor rædslene således foregår under en.

Horror-arrangementerne sker i samarbejde med Horror Drive Thru, og billetterne til 499 kroner for en bil med max fem personer, købes direkte på 

horrordrivethru.dk

Del denne historie på: