Kunstforeningen Galleriet i oktober
Eva Brandt udstiller malerier og Dorit Knudsen rakukeramik
Kunstforeningen Galleriet, der holder til i Kulturhuset Industrien, Bredgade 73-75, Aarup udstiller i oktober værker af to kunstnere, nemlig malerier skabt af Eva Brandt og rakukeramik, lavet af Dorit Knudsen.
Sig det med et digt
Eva Brandt bruger meget sjældent forlæg eller fotografier som inspiration, starter fra en ende af og ser, hvad der sker. Hun har gerne en ide; men den bliver som regel til noget andet undervejs. Eva siger:
”Inspiration er svær at forklare, somme tider kommer den bare.
Mens man gennem livet vanker, opstår billeder af mange tanker, og glimt, der gennem hjernen røg, bli’r ind imellem til penselstrøg -landskaber furet af plove og harver gengives fiktivt med spartel og farver.”
Godt humør
Dorit Knudsen arbejder med rakukeramik med masser af humor.
Gennem ild, luft og vand kommer de mest fantastiske udtryk og farver frem.
Dorit har lavet keramik i hele sit liv, og har haft værksted siden 2000. Hun drejer, modellerer, og kvætser sine ting op.
”Det gør jo ikke noget, man bliver i godt humør”, er et udtryk hun ofte bruger, og hun bliver altid selv i godt humør af at lave keramik, hvilket hun også håber afspejler sig i hendes værker.
Fernisering torsdag d. 5. oktober kl. 17 – 18.
Alle er velkomne, gratis adgang.
Udstillingen kan ses indtil mandag d. 30. oktober.


