Tredje plademesse på Industrien er på trapperne

Aarup

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Lørdag 14. oktober går det løs i den store sal

Musik og pladehandel er for tredje gang på plakaten hos Musik På Industrien, i år lørdag 14. oktober fra klokken 10 til klokken 15.

Arrangementet finder sted i Kulturhuset Industrien og byder på en unik mulighed for musikentusiaster og samlere til at finde skjulte skatte og deres yndlingsplader.

Det koster 50 kroner i entre mellem klokken 10 og 11, mens der er gratis adgang resten af dagen. 

Alle er velkomne til messen – også mulige stadeholdere, som kan leje en plads på 1,5 meter for 100 kr., inklusive en kop kaffe og et rundstykke. 

– Hvis du ønsker mere plads, kan du vælge en stadeplads på 3 meter for samlet 200 kr., skriver Musik På Industrien i en pressemeddelelse. 

Stadeholde har også en særlig handelsmulighed mellem kl. 9.15 og 9.45, hvor de kan netværke og handle med andre stadeholdere.

Opsætningen af stadepladser begynder kl. 8. Kaffe og rundstykke står klar klokken 8.45. 

Stadepladser kan allerede nu reserveres og købes på Musik På Industriens hjemmeside under ”Køb Billet” sektionen.

Baren vil være åben fra kl. 10 og forblive åben under hele arrangementet. Omkring middag vil der også være muligt at købe en sandwich.

– Vi er glade for at kunne byde velkommen til endnu en spændende plademesse på Musik På Industrien. 

Dette er en fantastisk mulighed for både samlere og musikelskere at komme sammen og dele deres interesse, samtidig med at de gør nogle fantastiske fund, siger Henry Petersen, der ud over at være formand for Musik På Industrien også samler det sorte guld.

Del denne historie på: