Forsamlingshus: Vi kunne godt bruge frivillige, der vil give en hånd med
Tommerup Forsamlingshus er kommet ind i en god gænge, efter at bestyrelsen for et par år siden måtte gennem en næsten total udskiftning
“Wow”, Lise Daldorph kaster et kort råb ud i rummet for at demonstrere, at lyden absorberes af de ny loftsplader, som Tommerup Forsamlingshus har fået sat op for få dage siden. Der er ikke den klang, der tidligere var.
Loftet er den seneste forbedring i forsamlingshuset, der gennem de senere år har gennemgået en større renovering. Der er altid noget at tage fat på i et gammelt hus, bemærker formand Lise Daldorph og kasserer Ulla Larsen, da vi møder dem i huset en tirsdag formiddag.
Der har været meget at lære for bestyrelsen, der blev næsten totalt udskiftet for et par år siden, men huset er i god gænge, fortæller de to.
- Det har været en stejl læringskurve, for der var jo ingen til at sige, sådan plejer vi at gøre, men så var vi måske også kommet til at læne os for meget op ad den gamle bestyrelse. Nu ser vi tingene med nye øjne og er for eksempel ved at implementere et digitalt bookingsystem, der sparer os for en masse tid og også betyder, at vi undgår fejl, siger Lise Daldorph.
Tiden kan i stedet bruges til andre arrangementer. Og dem vil bestyrelsen gerne have flere af.
I weekenen inviterede huset byen indenfor. Der var kaffe på kanden og kage på fadene og mulighed for at få en snak om, hvad huset også kan bruges til, når der ikke er rund fødselsdag, ungdomsfester eller konfirmation.
Efterårsfest
Selv havde Ulla Larsen i forrige weekend arrangeret en lille messe for alternativ behandling. Der var godt med udstillere helt ud i forrummet og op på scenen, fortæller hun, og 60 gæster, hvilket hun også er godt tilfreds med.
7. oktober er der planlagt en efterårsfest.
- Vi startede det sidste år, og det blev en succes. Der var lige i underkanten af deltagere, men det var knaldgodt sagde dem, der var med, fortæller Lise Daldorph. Det bliver en fest med fællessang, spisning, DJ og bar.
Der er også planer om en legodag for børn og bedsteforældre i efterårsferien, juletræstændingen ved det gamle posthus er en tradition. Her står forsamlingshuset blandt andet for æbleskiver og med hjælp fra sponsorer godteposer til børnene. Og alle, der har noget at byde ind med, er velkomne til at stille en bod op. Det koster ingenting og er kun hyggeligt, hvis der er noget at se på, understreger de to.
I det nye år er der planer om en fastelavnsfest.
- Det er der ingen i byen, der holder, konstaterer Lise Daldorph.
Huset måtte ikke lukke
- Vi kan jo kun søsætte det, vi selv kan komme i tanker om, men vi er altid åbne for forslag og vil også gerne have flere frivillige tilknyttet. Nogle der gerne vil bidrage uden at skulle være en del af bestyrelsen, siger hun.
Før hun blev aktiv i huset, havde hun kun været der for at stemme, fortæller hun, mens Ulla Larsen også har brugt det til private fester. Men da hun så et Facebookopslag om, at det risikerede at lukke, hvis ikke det lykkedes at finde folk til en ny bestyrelsen, meldte hun sig.
- Jeg meldte mig, fordi de søgte en kasserer, og jeg er vant til at være bogholder, siger Ulla Larsen.
I øjeblikket har forsamlingshuset en enkelt frivillig hjælper, Hanne Kragh, og hun er en uvurderlig hjælp, er de to enige om.
Hun har blandt andet været rundt og ringe på alle dørklokker i byen for at tegne medlemskaber.
Ikke fordi det økonomisk betyder så meget. Økonomien kommer først og fremmest fra lejeindtægterne, et kommunalt tilskud på 5000 kroner og gode lokale sponsorer. En husstand slipper med 100 kroner, et symbolsk beløb, kalder de to bestyrelsesmedlemmer det, men det viser, at man gerne vil stedet, synes de.
Håber på bryllup
Forsamlingshuset er udlejet fire-seks gange om måneden, nærmere seks end fire og især til private fester og med mest tryk på om foråret. Det er et nøglehus, det vil sige, at man selv skal stå for alt det praktiske. Forsamlinghuset kan dog godt hjælpe med at finde hjælp til afviklingen.
- Vi har ikke haft nogen bryllupper endnu, det mangler vi, siger Ulla Larsen.
- Ja, så tilbyder vi os i køkkenet, Ulla har hygiejnekursus, tilføjer Lise Daldorph med et smil.