Ny sæson hos seniorerne begynder med banko
Tommerup
Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net
Danske Seniorer Tommerup, Verninge, Brylle sætter 7. september klokken 14 gang i efterårssæsonen med bankospil i Tommerup Forsamlingshus.
– Alle medlemmer har denne dag mulighed for at holde hjernen i gang og flytte med brikkerne, som det lyder i pressemeddelelsen fra foreningen.
Er man heldig kan man oven i købet få en gevinst med hjem fra slagteren i Superbrugsen i Tommerup.
Prisen er 40 kroner for tre plader og fem kroner for hver af de følgende.
Der bliver også tid til at synge et par sange og drikke en kop kaffe. Koppen skal man selv medbringe, og det gælder også eventuelt brød til.
Er man endnu ikke medlem, kan man forinden købe medlemskort hos formand Ruth Duus, det kræver en opringning på tlf. 81 73 23 27.