Hip hip hurra for årets klima- eller biodiversitetsindsats

Assens Kommune

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Assens Kommune kårer snart årets klima- eller biodiversitetsindsats 2023, og du kan nu indstille de initiativer, du mener, der skal vinde. Vinderen får 10.000 kroner til det videre arbejde med gode biodiversitets- eller klimainitiativer.

Deler I haveredskaber, værktøj eller andet på villavejen? Har din landsby gjort noget for at spare på energien, lavet klimavenlige fællesspisninger, eller har I måske en fælles køkkenhave med årstidens frugt og grønt? Har I skabt plads til levesteder for planter, dyr og svampe på fællesarealer?

Så kan I være med i konkurrencen om at blive kåret som årets klima- eller biodiversitetsindsats i Assens Kommune. Vinderen får 10.000 kroner til at arbejde videre med klima- og biodiversitetsforbedringer. Det skriver Assens Kommune i en pressemeddelelse.

– Vi vil gerne understøtte og anerkende de mange gode initiativer, som borgere, foreninger og lokalsamfundene igangsætter. Med konkurrencen i 2022 fik vi synliggjort tiltag, aktiviteter og initiativer, så andre forhåbentlig kan hente inspiration til at træffe mere bæredygtige valg i hverdagen, fortæller Søren Thomsen, der er formand for Medborgerskab, Kultur og Beskæftigelsesudvalget i Assens Kommune.

I 2020 vedtog Byrådet i Assens Kommune en klimastrategi, og herefter et handlekatalog med indsatser, som skal nedbringe CO2-udledningen for kommunen som virksomhed og for kommunen som geografisk område. Og det arbejde er i fuld gang.

De gode initiativer skal hyldes

Med konkurrencen om prisen som Årets Klima- eller Biodiversitetsinitiativ ønsker Assens Kommune årligt at præmiere og skabe opmærksomhed omkring et lokalt initiativ som nedbringer CO2-udledning eller fremmer biodiversiteten i Assens Kommune.

Initiativerne kan have meget forskellig karakter. Det kan være nogen som har lavet et samarbejde om at bytte tøj, reparere ting, plante træer eller insektvenlige blomster i byen. Det kan være arealer med kvashegn til pindsvin, vandhuller til frøer, træer til insekter eller noget helt andet.

I 2022 var det Repair Café Assens, der løb med æren og de 10.000 kroner. For Repair Cafeen i Assens har det, at vinde prisen haft stor betydning.  Daglig leder Eva Eriksen fortæller, at ”det var et stort skulderklap at blive set og præmieret, og det har betydet rigtig meget for cafeen. Der er kommet flere fiksere – som de frivillige reparatører kaldes – og der er kommet flere brugere”.

Kender du nogen, som har gjort noget godt for klimaet eller biodiversiteten i fællesskab med andre? Eller er du selv en del af en CO2 besparende eller biodiversitetsfremmende indsats? Så ansøg eller indstil andre til prisen senest søndag den 13. august 2023. Herefter vil Medborgerskab, Kultur og Beskæftigelsesudvalget tage stilling til indstillingerne på sit møde 4. september 2023.

Vinderen modtager 10.000 kroner, der skal anvendes til forbedring, videreudvikling eller udvikling af lignende klima- eller biodiversitetsinitiativer.

Du kan læse mere om prisen, og hvordan du indstiller på: 

https://www.assens.dk/vaer-aktiv/kaaring-af-aarets-klima-og-biodiversitetsinitiativ

Del denne historie på: