20 år med genbrug i Tommerup St. – det skal fejres
Tirsdag 1. August 2003 slog Folkekirkens Nødhjælp døren op til en ny genbrugsbutik i Tommerup St., og den har siden været en del af byens liv. 20 års-jubilæet bliver på dagen – 1. august 2023 markeret med et rabattilbud, der vil noget. Nemlig med 50 pct. rabat på alle varer. Videre byder butikken på kaffe og småkager til alle, der den dag besøger butikken på Tallerupvej 27.
Det er i øvrigt tæt på, at butikken kunne fejre et dobbelt 20 års-jubilæum, for kun et halvt år efter åbningen meldte Hanne Jørgensen sig under fanerne, og Hanne er fortsat en del af den frivillige stab.
– Vi er 16 damer, som arbejder i butikken. Vi sorterer det tøj vi får, noget bliver vasket, andet strøget. Ting og sager bliver afvasket, sko pudset, sådan at det alt sammen ser acceptabelt ud, siger Hanne, der også kan kalde sig for koordinator og den, som kommunikerer med Folkekirkens Nødhjælp højere oppe i systemet.
Butikken modtager og sælger fortrinsvis tøj, sko, brugskunst, bøger, grammofonplader, cd’er, legetøj og andre ting og sager.
– Vi er utroligt glade for de mage donationer af tøj og ting, som vi får. Uden disse donationer kunne vi ikke drive vores butik, som går rigtigt godt. Sidste år havde vi et overskud på 370.000 kroner, som går til Folkekirkens Nødhjælps aktiviteter uden for Danmark, fortæller Hanne.