Rådhuskælderen åbner igen 31. juli

Tommerup

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Sommerferien går på hæld for Rådhuskælderens Venner, som mandag 31. juli tager hul på en ny sæson med aktiviteter for pensionister og efterlønnere. 

Rådhuskælderens Venner har til huse i netop kælderen på det tidligere Tommerup Rådhus, Møllebakken 22Tommerup, hvor de gangbesværede kan glæde sig over, at der er elevator i bygningen.

– Når man træder ind i tilværelse som pensionist eller efterlønsmodtager, kan det ofte betyde, at ens sociale omgangskreds ændres væsentligt.

For mange kan det være en stor udfordring at finde nye bekendtskaber og et fællesskab, hvor man føler sig tryg og godt tilpas.

Her kan Rådhuskælderens Venner være et godt sted at komme. 

Her er en bred vifte af aktiviteter og en medlemskreds, som vil byde dig velkommen og hjælpe dig til rette, fortæller Birthe Malmos Madsen, der er sekretær i Rådhuskælderens Venner. 

Faste aktiviteter

Hver mandag mødes hobbyholdet kl. 9.30 – 11.30.  Efter at have drukket kaffe, begynder deltagerne at spille kort, hvor det ikke er penge, men æren, der kommer på højkant. 

Tirsdag er der stole-gymnastik kl. 9.15 – 10.15. Der afsluttes med en tår kaffe.

Hver anden torsdag i ulige uger mødes enlige mænd for at lave mad. Der er pt. en lille venteliste. Henvendelse om optagelse på venteliste skal ske til Hanne Johansen på tlf. 6476 1952.

Hver anden fredag i lige uger er der natur-ture på programmet, hvor deltagerne skal være nogenlunde gående, således kan man ikke have rollator med på turen. Der er en kort tur på ca. 1.5 km og en lidt længere tur på ca. 3 – 4 km. Henvendelse om deltagelse på natur-turen skal ske til Bjarne Munk på tlf. 4272 1070.

– Vi har syng-sammen med Birthe Stage ved klaveret den sidste mandag i måneden, første gang efter ferien mandag den 31. juli 2023. Vi synger kl. 14.00 til kl. 15.30. Her skal deltageren medbringe kop og brød. Kaffen klarer foreningen, fortæller Birthe. 

Datastuen, som afvikles i samarbejde med Ældre Sagen, begynder den 6. september 2023. 

Den årlige bustur til Nyvang ved Holbæk foregår tirsdag den 5. september 2023.  

Det koster 450 kr. at deltage. 

Bindende tilmelding til Birthe Malmos Madsen på tlf. 6475 1887 (ikke sms) eller på mail: 

verninge@c.dk i perioden 7. august – 18. august 2023.

Yderligere information kan fås hos Birthe Malmos Madsen på tlf. 6475 1887. 

Del denne historie på: