Dialog: ny udstilling hos Galleri Otto Arp
Dialog kalder Galleri Otto Arp sin nye udstilling, der kan ses frem til 6. august.
Den består af række forskellige kunstværker alle indkøbt af kommunens kunstråd med henblik på en placering på forskellige kommunale Intuitioner. Billederne udstilles sammen med billeder udført af kunstnere, som alle er medlemmer af kommunens nuværende kunstråd. Kunstnerne vil på denne måde gå i dialog med de indkøbte værker, der nu kommer frem i lyset og vil kunne ses og opleves af alle kommunens borgere og måske give de besøgende inspiration og ide til en permanent ophængning, da flere af værkerne endnu mangler en blivende placering. Dog helst til en institution, der har en vis offentlig adgang. Hvis kunstrådet godkender ønsket om at erhverve et af kommunens billeder er det uden betaling for modtageren.
På udstillingen vil man kunne se indkøbte værker af Frede Troelsen, Gert R. Sundin, Ruth Smith, Peter Martensen i dialog med John Hansen, Marianne Schneider, Gunnar K. Hansen og Otto Arp, der alle er medlemmer af Kunstrådet.
Galleri Otto Arp holder til i Helnæs Gl. Præstegaard, Stævnevej 7 i Helnæs.