Gik 200 km på 77,5 timer
– fik nyt mærke, to vabler og ømme fødder
KFUM-spejderen Marcus Uldal overvejer nye strabadserende udfordringer
Mere eller mindre strabadserende udfordringer hører spejderlivet til.
Marcus Uldal er netop rykket op i spejdernes superliga, idet han fik 200 km-mærket, som indebærer, at man skal gå 200 km på max 80 timer.
Det er i øvrigt ikke første gang, at Marcus Uldal, der meldte sig ind hos KFUM-spejderne for fire år siden, udfordrede sig selv. Således har han for længst taget vikinge-mærket, som udløses, når man i et helt år kun går i korte bukser.
200 km-mærket er i en helt anden kategori, der forudsætter flere træningsture, inden det for alvor gik løs.
Onsdag forlod Marcus sit hjem i Vissenbjerg for 77,5 timer senere at slutte sig til kammeraterne på Toggebo Spejdercenter i Mols Bjerge, hvor KFUM-spejderne i denne uge er på lejr.
Marcus gennemførte turen uden alvorlige skader.
– Fødderne var ømme, og så fik jeg vabler på begge hæle, og det var vabler så store som tommelfingre, fortæller Marcus Uldal.
Den første nat overnattede Marcus hos en bekendt, den anden på hotel og den tredje nat i en shelter.
Marcus gennemførte turen alene.
– Jeg spurgte mine spejderkammerater om de ville med. Men de sagde alle nej og syntes, jeg var sindssyg, smiler Marcus og bedyrer, at afslaget blev givet på en pæn måde.
Marcus, der er 20 år, arbejder som elektriker, mens fritiden går med at være spejder og spille computerspil.
Han overvejer nye udfordringer, men vil dog ikke afsløre, hvad det er.
Der gælder det samme for Marcus som for en Tour de France cykelrytter: Det er godt at have gode ben.