Ung fotograf med fynske rødder modtager flot portrætpris

Tommerup

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg har netop uddelt Carlsberfondets Portrætpriser, og førstepræmien gik til Josefine Amalie Christensen, der i dag bor i Valby, men stammer fra Tommerup og stadig har stor tilknytning til Fyn, som hun også har planer om at vende tilbage til.

I alt fem portrætter blev belønnet, og Josefine Amalie Christensen fik altså førstepræmien og 100.000 kroner for “Menneskekroppen – Bryn” – et todelt kunstværk, hvor man på det ene ser transkvinden Bryn bagfra, kun iført et blomstret tørklæde på hovedet og et par gule trusser, hvor hun poserer i en såkaldt grand plié. Det andet portræt viser Bryn i nærbillede i kontakt med beskueren.

Josefine Amalie Christensen siger selv om vinderportrættet:

– Min hensigt er at skabe et rum, hvor vi kan se og forholde os til forskellige typer kroppe.

Fra juryen lyder det blandt andet:

– Ved at henlede vores opmærksomhed på Bryns krops kødelige fremtræden hylder kunstneren en inklusion af alle kroppe og opfordrer os til at tænke over vores egne kroppe og spørge: “Hvilke tanker opstår der, når man møder forskellige typer kroppe, som man måske ikke er vant til at se, og giver det dig anledning til at se din egen krop i et nyt lys? Frem til 15. august kan besøgende på udstillingen stemme på, hvem der skal modtage publikumsprisen.

Del denne historie på: