Tosset med veteranknallerter: Madness Fyns Land
– Hvorfor kalder I jer ikke bare for knallerttosserne fremfor det engelske ”Madness Fyns Land”, vil Folkebladets reporter vide.
– Det er der en klub, som hedder, fortæller Henrik Bech, der er formand for veteranknallertklubben Madness Fyns Land, som åbnede for ventilerne kort før jul sidste år.
Og da navnet er optaget, vil det være dårlig stil også at kalde sig det – tilsvarende med logoet, som også skal være unikt, forklarer Henrik Bech.
Derfor fik klubben en tatovør til at designe logoet, som har fået god plads bag baren i klubhuset på Store Landevej tæt på antikvitetsforretningen i den tidligere nærbutik.
Frem for at slide så meget på asfalten, som de egentlig gerne ville, har formand Henrik Bech, næstformand Danni Nielsen og andre klubmedlemmer brugt de sidste mange uger på at renovere og indrette klubhuset, hvor medlemmerne skal kunne spille billard og dart eller bare hygge sig med at fortælle historier om dengang for 20-30-40 år siden, de for første gang satte sig op en Puch Maxi, en Yamaha eller en Kreidler, men næppe en ”Røvskubber”.
En røvskubber kunne kendes på, at motoren var monteret over baghjulet, og det var en populær knallerttype i 50’erne – men de gale fynboers erindringer går slet ikke så langt tilbage – idet flertallet medlemmerne – som Folkebladets reporter forleden mødtes med – som Henrik og Danni har passeret de 40 år, men ikke de 50.
40.000 kroner
De yngste medlemmer er i øvrigt 15, mens den ældste er 65.
For 15-årige gælder, at de kun kan blive medlem, hvis deres far også er med.
Blandt mærkerne så Folkebladet Puch, Yamaha og Suzuki, men ikke en Kreidler.
– Nej, sådan en har ingen af os. Den koster også 40.000 kroner, fortæller Henrik.
Han har det i øvrigt fint med, at en veteranknallert ikke bare kan fås for 2-3.000 kroner.
– Så kunne folk, der blev trætte af sådan en, bare smide den i havet, siger Henrik, som til daglig tjener til føden og knallertbenzinen som tømrer, mens næstformanden er elektriker.
Da Folkebladet mødtes med Madness Fyns Land var medlemstallet nået op på 18 og dermed tæt på idealet, som er ca. 20.
Nej til plastikknallerter
For at blive medlem gælder egentlig kun et kriterie.
– Kemien skal passe, så hvis vi får en henvendelse om medlemskab, mødes vi til en snak i min hjemmebar, fortæller Henrik om optagelsesceremonien.
Dertil kommer, at man skal have en knallert af ældre dato, så glem alt om at møde op med en scooter af nyere dato.
– Plastikknallerter gør vi ikke i, griner en af medlemmerne.
Madness Fyns Land kan man møde i Bredgade, når Aarup holder Open By Night fredag 2. juni.