Kommunen stoppede efter første forsøg: Der bliver alligevel kulturfest på Frøbjerg

Frøbjerg

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

De Tre Toppe-løbet 21. maj bliver med både musik, fotoudstilling og lokal keramik om halsen på deltagerne.

Kulturfesten ved Frøbjerg Bavnehøj, der så dagens lys sidste år, var en enlig svale, stod det til Assens Kommune, som ikke længere vil sætte penge af på budgettet til den.

Men kulturfest skal der nu alligevel være, mener Tommerup Idræt og Aarup Løbeklub, der gentager kulturfestens De Tre Toppe-løb og krydrer det med et par kulturelle indslag.

Det bliver dog ikke i samme størrelsesorden som i fjor, da alle sejl var sat til.

– 40 forskellige foreninger var med sidste år, og vi har haft fat i blandt andet Hørvævsmuseet, Verninge Husflid, musikskolen og Galleri Langager, fortæller Inge Holst fra Tommerup Idræt, der sammen med Inge Thorup fra Aarup Løbeklub har sat sig i spidsen for arrangementet.

Det blev et nej fra såvel musikskolen som de andre foreninger. Men den Tommerup-baserede folkemusikgruppe Valseværk har sagt ja til at komme og spille, og så forhandles der i øjeblikket også med CulturArte fra Køng, som også er leveringsdygtig i musikalske indslag.

Den lokale fotograf Peder Fredskild deltager med et lille fotostudie på pladsen (se nedenfor), og det er den lokale pottemager, Lisbeth Kring Jensen, der har lavet medaljerne til alle deltagerne samt pokaler i stentøj til de tre hurtigste mænd og kvinder på de to løbedistancer.

– Sidste år slog man meget på, at området er et teglværksområde. Derfor er det oplagt, at medaljerne bliver af keramik, og det var Lisbeth straks med på, fortæller Inge Holst.

– I Cross-løbet fik vi medaljer af træ, det er oppe i tiden, at det skal være bæredygtigt og lokalt og ikke af blik, der formentlig kommer fra Kina, supplerer Lisbeth Kring Jensen, der i øvrigt selv deltager i løbet.

Arrangørerne lægger ikke skjul på, at det var nemmere at have kommunen, som tog sig af økonomien, i ryggen sidste år. Denne gang har de selv måttet rundt til sponsorerne. Det er lykkedes at få omkring 35.000 kroner ind i sponsorater, herunder 5000 krone fra Assens Kommune, foruden diverse snacks fra de lokale handlende i Tommerup og Aarup. Dertil kommer deltagergebyrerne på 110 kroner.

De Tre Toppe

Der er to ruter:

En halvmaraton på 21,1 km som kommer op på toppen af såvel Frøbjerg Bavnehøj (131 m), Brændholt Bjerg (115 m) og Dyred Banke (123 meter)

En kortere rute på 8,5 km.

Tilmelding sker på www.tretoppe.dk eller på selve løbsdagen frem til klokken 9.

Sidste deltager ventes at være tilbage kl. 12.30.

Efter løbet er der keramiske medaljer og pizza til alle deltagere.

Kommunen har droppet kulturfesten

Medborgerskabs-, Kultur- og Beskæftigelsesudvalget i Assens Kommune har besluttet at droppe ideen om en kulturfest efter blot et enkelt forsøg på at samle folk om forskellige kulturelle indslag over nogle dage i maj.

Der var sat 300.000 kroner af i alt til årene 2023 og 2024, som nu i stedet kanaliseres over i fejringen af Assens’ 500 års købstadsjubilæum næste år.

Administrationen præsenterede udvalget for to alternativer. Det ene at droppe festen, det andet at danne en privat forening, der fremadrettet skulle afholde kulturfesten uden kommunal deltagelse i bestyrelsen og uden underskudsgaranti fra kommunens side.

Udvalget valgte altså at gå med den første løsning – at droppe kulturfesten trods bred opbakning til den på et dialogmøde med lokale aktører. (liw)

Del denne historie på: