Vil du give en hånd med ved Frøbjerg Festspil?

Frøbjerg

For at forestillingen “Shrek – the Musical” kan opføres til august i Frøbjerg, er der brug for mange hjælpende hænder. Frøbjerg Festspil holder informationsmøde 11. maj klokken 19 i Frøbjerg Samlings- og Kulturhus.

Frøbjerg Festspil inviterer til informationsmøde for dig, der har lyst til at høre mere om årets forestilling og de mange muligheder, der er for at blive frivillig og dermed en del af de sociale fællesskab omkring forestillingen.

– I år er vi særligt på udkig efter frivillige, der kan hjælpe med lys, lyd og regi, siger Bent Bryde, der er med i styregruppen.

Som frivillig får man ud over muligheden for at udvide sit sociale netværk også del i at skabe et kulturelt fyrtårn lokalt. To fribilletter til forestillingen, en t-shirt og en kold vand eller øl at slukke tørsten med, når man hjælper til, følger også med.

 – Vi vil på mødet orientere om forestillingen og om alle de opgaver, der skal løses samt om vores planer nu og fremefter, sig Bent Bryde.

En garvet frivillig

Grethe Boldsen har været frivillig ved Frøbjerg Festspil siden 1997.

 – Jeg var kollega med Bent Bryde, og han foreslog mig at være med, fortæller hun. Gennem årene har hun hjulpet til mange steder blandt andet i Boden, hvor publikum kan købe forfriskninger i pausen.

 – Min mand står for udlejningen af Frøbjerg Samlings- og Kulturhus, og her sørger jeg nu for at sende fakturaer ud. Det gør jeg også for PR Gruppen i Frøbjerg Festspil. Det er også mig, der holder styr på de mange nøgler, som de frivillige skal bruge, og så sørger jeg for, at manuskripterne til de medvirkende bliver trykt, fortæller hun.

– Det holder mig i gang

Grethe Boldsen arbejdede med økonomi, da hun var på arbejdsmarkedet, men nu er hun pensioneret. De mange opgaver som frivillig er med til at holde hende skarp.

– Jeg får snakket med en masse mennesker, og det holder gang i mig. Jeg synes, det er hyggeligt, og man kommer til at kende mange. Jeg kan jo ikke lade være med at føle mig lidt stolt, når forestillingen går i gang hvert år. Det har jeg jo været med til kunne lade sig gøre, understreger hun og kommer samtidig med en opfordring til dem, der kunne være interesserede i at blive frivillige:

 – Vi kan altid brug flere. At lave en så stor scene kræver mange hænder, og der kunne også godt bruges hjælpere på vores systue til praktiske ting, siger Grethe Boldsen.

Kaffe og kage

Infomødet holdes som nævnt i Frøbjerg Samlings- og Kulturhus, som man finder på Frøbjergvej 76 A. Hvis man har lyst til at deltage, bedes man sende en mail til gunhild.moller@frobjerg.dk eller en sms til 29 80 14 26. Foreningen er vært ved kaffe og kage i forbindelse med mødet.

Er man først blevet bidt af Frøbjerg-ånden bliver man ofte hængenede. 

Del denne historie på: