Nye kræmmere kommer til, når de gamle får forfald

Aarup

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Trængsel ved lørdagens kræmmermarked i Aaruphallen

Cafeteriepersonalet fik sved på panden, for kræmmere og gæster kunne slet ikke stå for lagkage, hotdogs og tarteletter med høns og asparges, og hvad der ellers var at få af søde kager samt varme og kolde drikke ved lørdagens kræmmermarked i Aaruphallen. 

Hver en stadepladsplads var besat af ivrige kræmmere, kunne Folkebladets reporter konstatere, da han besøgte hallen lørdag eftermiddag. 

Hanne Hængepat og John Dillermand

Karen Madsen er glad for at hækle, bl.a. nisser og Bamse – ham der er allerbedste ven med  Kylling – i flere udgaver. 

– Og her har du John Dillermand og Hanne Hængepat, sagde Karen, som fristede med pæne rabatter. 

– Det er sidste gang, at jeg er kræmmer, men jeg vil fortsat komme på kræmmermarkeder som gæst, fortalte Karen.

Værkstedet på Pilevej

Andet steds i hallen mødte vi en ivrig Mogens Hansen, som uddelte flyers (løbesedler) med tilbud på optændingsbrænde.

– Jeg har ikke en brændeovn, sagde reporteren.

– Kan du så ikke give sedlen til en nabo, foreslog Mogens. 

Optændingsbrændet kan fås i sække á 10, 15, 25 og 50 kilo og skåret af rene og ubehandlede fyrretræspaller, stod der på flyeren. 

Flyeren som optændingsbrændet var lavet på BEC, Beskæftigelses-center på Pilevej 4 i Aarup, der er et dagtilbud til voksne borgere med betydelig og varigt nedsat fysisk og psykisk funktionsevne. 

– Det er første gang, vi har en stadeplads på kræmmermarkedet, sagde socialpædagog Michael Højfeldt Hansen, som fortalte at coronatiden havde været hård ved værkstedet, så han håbede at deltagelsen i kræmmermarkedet kunne blive et løft for værkstedet.

På standen kunne man købe egenproducerede ting som muleposer, indrammede fotos med bl.a. motiver fra Aarup By, fuglekasser, klodsmajor og grill. Grillen havde Mogens været med til at lave, for han er tilknyttet metalværkstedet og i øvrigt også udeholdet, der bl.a. renser bede og udfører skovarbejde. 

Gensyn med Britta 

Andet steds i hallen fristede Britta Jørgensen med keramik, som hun samler på. 

– I begyndelsen samlede vi på Ibsen-keramik, men da vi ikke rigtig kunne finde mere af det, begyndte vi at samle på anden keramik, fortalte Britta, der i øvrigt også samler på bøger. 

– Bøger sælger jeg ikke, det nænner jeg ikke, sagde Britta med et smil. 

Hun har været kræmmer i mange år, men det var først engang i 2022, at hun lejede en stadeplads i Aaruphallen. 

Aarup er ellers på ingen måder et nyt bekendtskab for asseneseren Britta. For i 14 år arbejde hun i Aarup Bog og Læderhandel – i mange år tilhørte hun og Lisa Nygård den faste stab i Bodil Navntofts boghandel. Men det er historie, for Britta sagde farvel til boghandlen i 2010, da hun gik på efterløn. 

Kræmmermarkedet foregår i Aaruphallen og holdes flere gange om året. 

Aaruphallen har sin egen bestyrelse men for alle praktiske hensyn er det Aktive Ældre i Aarup, som står for en række faste aktiviteter i hallen, herunder kræmmermarkedet. 

Del denne historie på: