Totalbanken opstiller 13 ladestandere
Fra at have ”nul” offentligt tilgængelige ladestandere i Aarup By, bliver der i løbet af få uger i hvert fald seks, som alle med en elbil vil kunne benytte sig af. Ja, måske bliver der – uden for normal arbejdstid – yderligere seks, som man kan tanke strøm på.
Sikkert er det, at Totalbanken lige nu er ved at få opsat 13 ladestandere – de seks på parkeringspladsen, som banken deler med Netto og syv i gården mellem banken og Netto.
Den ene bliver forbeholdt direktionen, de øvrige seks til bankens medarbejdere.
Når vi alligevel skulle have trukket kabler, kunne vi ligeså godt gøre det ordentligt er filosofien, fortæller Bo Knudsen med ansvar for bankens bygninger.
– Jeg tror elbilsalget bliver ved med at stige, så det vil være godt for vore kunder og også godt for byen med ladestandere, som alle vil kunne benytte sig af. Der er mig bekendt ingen i øjeblikket. Jo, der er rigtig nok mange ladestandere ved parkeringspladserne foran Holmely, men de er forbeholdt kommunens biler, siger Bo Knudsen.
Totalbanken har via Energifyn købt seks dobbeltstandere og en enkeltstander. Standerne forventer Bo Knudsen vil være klar til brug inden for den næste måned.
Ikke alle praktiske forhold omkring benyttelsen af standerne er på plads endnu.
Dog bliver det sådan, at betalingen for at benytte de seks standere på parkeringspladsen mellem Totalbanken og Netto bliver via appen ”monta”.
– Man skal blot indlæse sit creditcard, og så vil man blive trukket for forbruget. Det er egentlig ikke anderledes, end når man tanker benzin, fortæller Bo Knudsen.
Han kunne godt forestille sig, at en del elbilejere vil tanke el op, når de alligevel har et ærinde i banken, i Sundhedshuset eller i en af byens mange forretninger, og hvis det er tilfældet, vil der også blive et naturligt flow af biler i forbindelse med brugen af ladestanderne.
Han håber det også vil være muligt, at byens borgere vil kunne benytte elstanderne i gården om aftener og i weekenden – altså når bankens personale ikke optager pladsen.
Hvordan systemet i så fald skal indrettes, har Bo Knudsen ikke overblik over, men det og de øvrige forhold vil banken melde ud inden længe.