Jeg ved, hvor der findes en naturhave så skøn…

Glamsbjerg

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Hos FGU Fyn Assens i Glamsbjerg

”Jeg ved hvor der findes 

en have så skøn

Hvor søen er blå, og hvor skoven er grøn, 

hvor fuglene bygge i 

løvhækkens ly 

og flyve hver morgen 

med sang over sky”.

Sådan digtede den fynske bonde Mads Hansen midt i 1800-tallet – og selv om haven var Danmark – kan ordene meget vel passe eller komme til at passe på det projekt, som er ved at tage form hos FGU Fyn Assens i Glamsbjerg.

At have højbede med krydderurter giver rigtig god mening for en skole, som har mad og ernæring på skemaet. Og selvfølgelig kan dufte, farver og forme fra havens træer, buske og blomster inspirere til naturlyrik. frie stile eller kreative grafiske løsninger. 

Men er det også oplagt at løse matematiske opgaver midt i mellem roser og rosmarin, ærter og æbletræer. 

Ja, det er det, mener uddannelsesvejleder Jørgen Bangsgaard og lærer Christopher Crusat, der ikke mener, det er dækkende blot at kalde sig for tovholdere, men snarere ildsjælene bag naturhaven ved FGU Fyn Glamsbjerg. 

De første spadestik til naturhaven bag den røde bygning på Fredensvej 38, hvor skolens træ- og metalværksteder findes, blev taget sidste år, og siden er der bl.a. kommet højbede til og rejst skelettet til en hytte,

FGU Fyn Glamsbjerg har nydt godt af et samarbejde med Assens Kommunes sundhedskonsulenter, der bl.a. har bidraget med skind til borde og termodragter, sådan at kulde, rusk og regn ikke bør få lærere og elever til at holde sig inden døre. 

På med termodragterne

Fredag tog lærerne termodragterne på og holdt personaledag i naturhaven. Da Folkebladet kiggede forbi lå lærerne helt stille på jorden og i højbedene – i en afslapningsøvelse. Senere skulle de lave mad over bål. 

– I dag prøver vi at finde inspiration til, hvordan vi kan bruge haven i skolens hverdag, f.eks. ved at samarbejde om at lave mad over bål. Det vil også være noget, som vores elever skal kunne foretage sig i haven, forklarede skolens leder Michael Boÿe Hvorslev.

Selv om de to ildsjæle forestiller sig, at hvert fagområde måske vil bruge haven en dag om ugen, vil det formodentlig være dannelse og ikke uddannelse, som kommer i fokus i haven. 

– Haven skal være et frirum i en travl hverdag og et sted, hvor man samle nye kræfter, hvis man oplever modgang i sin klasse. Og så gør det heller ikke noget, at haven på det nærmest bliver et wifi-frit område, mener de to lærere. 

Del denne historie på: