Kæpheste-ridning er det nye tilbud i Ebberup Rideklub

Ebberup

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

17 friske ryttere – på kæpheste – havde forleden fundet vej til gymnastiksalen på Ebberup Skole, hvor den stod på en times rideundervisning.

Jo, den er god nok. Nu har de også taget kæpheste i brug i Ebberup Rideklub, og det er der en ganske særlig grund til. De er nemlig gode, når man skal lege teori ind i børnene.

– Kæphesteridning er en rigtig god mulighed for at lege en masse teori om heste og ridning ind i træningen. Både børn, der i forvejen går til ridning og børn, der ikke rider, kan få noget ud af træningen. Det styrker det sociale samvær mellem børnene på tværs af alle aldersgrupper, og så er det ikke mindst rigtig god motion. Det styrker desuden børnenes motorik og giver øget muskelstyrke, fortæller tovholder på det nye tiltag, Anna Sophie Kiskov fra Ebberup Rideklubs bestyrelse.

Dertil er det sjovt, og alle kan være med, også hvis de synes, det er lidt for dyrt at gå til ridning.

– Så hvis man ikke har råd til at gå til rigtig ridning, kan man lære en masse om heste og ridning på denne alternative måde og stadig få det sociale samvær med andre hestepiger og -drenge, siger Anna Sophie Kiskov.

Kæphestestævne

Der er gang i kæphestene igen fredag 24. marts klokken 10-11.30 og fredag (langfredag) 7. april klokken 10-11.30. Det hele ender med et stort kæphestestævne lørdag 22. april i Ebberup Rideklub.

Det koster 20 kroner pr. træningsgang og 40 kroner at deltage i stævnet, hvor der er præmier til alle.

Projektet er støttet af Assens på Sport. Folkeoplysningsudvalget har desuden netop godkendt Ebberup Rideklubs ansøgning til Udviklingspuljen, så der bliver råd til at købe seks nye kæphestespring til klubben.

Del denne historie på: