Haves: Gammelt hus med muligheder Ønskes: Masser af aktiviteter

Brylle

Af Lise Wolf – lisewolf@folkebladet.net

Den gamle rytterskole i Brylle er overgået fra kommunal til foreningseje, så nu handler det om at få masser af aktivitet i huset, så det også fremover er et naturligt samlingssted i Brylle, lyder det fra bestyrelsen.

Det er ikke mange beskåret at købe et helt hus for 100 kroner, som det var tilfældet, da Rytterskolens Venner i januar overtog den 300 år gamle rytterskole i Brylle fra Assens Kommune. Men med det har vennerne også påtaget sig noget af en opgave for at bibeholde et lokalt samlingssted, som de også mener er af vigtig lokalhistorisk interesse.

Huset trænger til nyt tag, nogle af vinduerne trænger til udskiftning,  og huset skal isoleres. Det er det, bestyrelsen lige nu kender til, men som et af bestyrelsesmedlemmerne, Eva Hansen siger:

– Inden overtagelsen fik Assens Kommune lagt fjernvarme ind, men hvad varmeforbruget egentlig beløber sig til, er endnu ukendt.

Bestyrelsen understreger, at den helst havde set, at huset, der også rummer lokalhistorisk arkiv for det område, der dækker den tidligere Tommerup Kommune, var forblevet på kommunale hænder, men når det ikke kunne være anderledes, synes den, at den har fået en god behandling. Det ændrer dog ikke på, at der skal skaffes økonomi til at drive huset.

Støt stigende medlemstal

At der er lokal opbakning, er der ikke tvivl om. Der var fuldt hus til generalforsamlingen for nylig, og siden rytterskolen kom på foreningshænder, har medlemstallet været støt stigende, og tæller nu 160-170 enkeltmedlemmer foruden 15-16 foreninger. Det lykkedes også med to nye medlemmer at få en fuldtallig bestyrelse. En af de nytilkomne – og også den yngste i bestyrelsen – er Christopher Thorsing.

– Det var Johannes (Schjerning red.) der spurgte mig, han er min nabo. Jeg kan også godt lide ideen om lokalhistorisk arkiv og vil gerne være med til at værne om det, der foregår og hjælpe, hvor jeg kan, siger han.

Ud over, at lokalhistorien optager en del af den gamle skole, så er der også velbesøgte film- og foredragsaftener og ikke mindst ugentlig stolegymnastik i regi af Ældre Sagen. Politiske foreninger holder møder her, og der er vist også en gade, der er medlem og holder frokost en gang om måneden, nævner en.

Alle medlemmer kan bruge huset

Men bestyrelsen vil gerne have bredt brugen endnu mere ud.

– Vi har også snakket om, at der måske er gode ideer i lokalsamfundet, som vi ikke har tænkt på. Der kan være nogle der tænker, hvorfor har de ikke gjort det endnu, siger Eva Hansen.

Og Lone Akselsen appellerer til yngre brugere:

– Vi er glade for de mange seniorer, der er trofaste medlemmer, men det ville ikke gøre noget, hvis andre aldersgrupper fik øje på, at bygningen kunne bruges. Det er det vi skal bygge videre på, fastslår hun.

Bestyrelsesmødet holdes i et mindre, nyistandsat lokale, her ville det være oplagt at mødes om strikketøjet eller kortspil, påpeger Lone Akselsen.

Sådan set har alle medlemmer, enkeltpersoner såvel som foreninger, lov til at bruge huset. Man opfordres dog lige til at kontakte bestyrelsen for at sikre sig, at der er plads til aktiviteten den ønskede dag.

På sponsorjagt

I aftalen med kommunen indgår, at lokalhistorisk arkiv, som er en vigtig lejer i forhold til økonomien, forbliver på adressen i foreløbig otte år, og at handelen kan gå tilbage efter to år, hvis det viser sig umuligt at få økonomien til at løbe rundt.

Ud over flere medlemmer, er bestyrelsen også begyndt at sælge kaffe og kage ved forskellige arrangementer, og så vil nogle erhvervsdrivende kunne bekræfte, at de også får henvendelser om sponsorater. Foreløbig har Rytterskolens Venner haft held til at tegne fem-ses sponsorater. Sponsorerne vil efterfølgende få deres navn i glas og ramme og komme op på en væg i huset.

FAKTA

Rytterskolen i Brylle

Rytterskolen er 300 år gammel.

Der var skole indtil 1963.

Herefter bibliotek i en årrække.

Siden har huset rummet lokalhistorisk arkiv og lagt lokaler til diverse møder, filmaftener, foredrag og stolegymnastik.

Skolen blev pr. 1. januar overtaget af foreningen Rytterskolens Venner.

Alle medlemmer kan bruge lokalerne, også spontant, man skal bare lige sikre sig, at der er plads først.

Del denne historie på: