Stor tak til Aarups borgere
Aarup
– 417 kasser med nødhjælp på vej til Ukraine
Den store nødhjælpsindsamling i Aarup til Ukraine er nu slut. 417 kasser med nødhjælp er det blevet til. Et unavngivet medlem af Aarup Rotary Klub har doneret penge til transporten til Ukraine, så inden for få dage er alt fra støvler og frakker til soveposer og mad på vej til Lviv.
– Vi er meget imponerede og rørte over den kæmpe interesse, der har været for indsamlingen til de nødlidende i Ukraine. Indbyggerne i Aarup og alle de andre, der er kommet med alt fra vinterjakker og støvler til soveposer og langtidsholdbar mad, har væltet os helt omkuld – på den gode måde, siger Pernille Illum, der var initiativtager til indsamlingen med opbakning fra Aarup Rotary Klub, som hun er medlem af.
– Vi er komplet overvældede over, at så mange af byens borgere har taget sig både tid og råd til at bidrage, for sikke en fantastisk støtte til de nødlidende ukrainerne, der er kommet ud af det, siger hun videre.
Aarup og omegn har i alt leveret tøj, tæpper og soveposer, så det har været muligt at fylde 268 store kasser, som Smurfit Kappa i Ejby har doneret. Dertil kommer 60 kasser med konserves og hygiejneprodukter – ligeledes i kasser sponsoreret af Smurfit Kappa. Og med en stor donation på 89 kasser med svedtransporterende undertrøjer fra MASCOT er indsamlingen nået op på svimlende 417 kasser.
I MENY og Coop 365, begge i Aarup, har der stået indkøbsvogne klar, så byens borgere her kunne donere fødevarer.
– Det var også planen i REMA1000, men allerede tidligt i forløbet var vi desværre nødt til at lukke ned dér, da en kunde gik med vogn og varer,” fortæller Pernille Illum.
Lunds Garn i Aarup samt Strik & Stil i Grønnemose har velvilligt doneret garn, pinde og hæklenåle og indsamlet donerede varer fra kunder. Alt er blevet pakket med i nødhjælpskasserne.
– Sammen med doneret legetøj og diverse spil er det således lykkedes os at sikre, at der også er aktiviteter, der kan medvirke til, at ukrainerne lettere kan fordrive tiden, for eksempel når de sidder i beskyttelsesrum, tilføjer Pernille Illum.
– Byens borgere har ramt fuldkommen plet med alt det, ukrainerne efterspørger. Det indsamlede er nu blevet gennemgået, lynlåse er tjekket og så videre, og der er kun ganske, ganske lidt, vi har måttet sortere fra. Borgerne har med andre ord afleveret tøj i meget høj kvalitet!” bedyrer Pernille Illum.
Arup Rotary Klub har besluttet ikke at vente på Postnord, som midlertidigt har stoppet den gratis fragt af nødhjælp til Ukraine. Det er vigtigere, at tøj, støvler, soveposer, tæpper og mad kommer hurtigt frem til ukrainerne, hvor det kan gøre godt i løbet af vinteren. Derfor sørger Aarup Rotary Klub selv for at få fragtet de 417 kasser til vores venskabsklub i Lviv, som står klar til at modtage og distribuere nødhjælpen.
En kæmpe takt til alle, der har bidraget til projektet, lyder det fra den lokale Rotary klub.