Bogbinding for begyndere

Krengerup

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Hørvævsmuseet ved Krengerup tilbyder fredag-lørdag 27.-28. januar et kursus i bogbinding – en mulighed for at lære, hvordan man med enkle midler kan forskønne for eksempel notesbøger og lignende.

– Vi skal arbejde med enkle teknikker og lave forskellige typer af notesbøger, fortæller Anne Marie Nielsen, der er underviser på kurset. Hun er tekstillærer og cand.pæd. i materiel kultur og har desuden en certificeret uddannelse i Kraft-psykologi.

– Vi laver selv klister og beklæder medbragt stof med japanpapir, så det bliver klar til at bruge til omslag til notesøgerne. Vi folder forskellige typer papir, der skal bruges som indlæg i bøgerne og gennemgår forskellige slags dekorative sting, der kan anvendes til sammensyning, fortæller hun videre.

Deltagelse i kurset, der starter fredag aften, kræver ingen forkundskaber. Flere oplysninger og tilmelding findes på hjemmesiden tilmeld.hoervaevsmuseet.dk.

Del denne historie på: