Forskellighed og selv- bestemmelse er nøgleord i ny demensstrategi for Assens Kommune

Assens kommune

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Mennesker der lever med demens skal have mulighed for at bevare en meningsfuld hverdag og indgå i aktive fællesskaber. Det er et af hovedbudskaberne i Assens Kommunes nye demensstrategi, der netop er vedtaget i Byrådet. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Demensstrategi 2022 er blevet til efter længere tids arbejde med at videreudvikle demensindsatsen. Det er blandt andet sket via en omfattende erfaringsindsamling, hvor borgere, der lever med demens tæt inde på livet, har deltaget i interviews og en workshop. Her er de blevet spurgt om, hvad de opfatter som det gode liv, hvilke udfordringer de oplever i kraft af sygdommen, og hvad vi kan gøre som kommune og civilsamfund. Erfaringsindsamlingen blandt borgerne i Assens Kommune viser, at et helt centralt tema er forskellighed. Mennesker, der lever med en demenssygdom, er en sammensat gruppe, og de har forskellige livsvilkår, livssyn og livshistorier.

– Vi ønsker i Assens Kommune at imødekomme denne forskellighed, således at man kan bevare en genkendelig og meningsfuld hverdag, selvom man lever med demens. Det betyder, at vi skal have fokus på selvbestemmelse og inddragelse i indsatsen, og at vi har blik for den enkeltes behov, ressourcer og udviklingsmuligheder, siger Poul Erik Svendsen (S), formand for Social- og Ældreudvalget i Assens Kommune.

Samarbejde nødvendig

En fællesnævner i demensstrategien er desuden en klar vision om, at det gode liv er et, vi skaber sammen. Og at et demensvenligt samfund i høj grad skabes i et samarbejde mellem borgere, medarbejdere, frivillige og samarbejdspartnere i erhvervsliv og civilsamfund. Et samarbejde hvor alle er opmærksomme på, at de kan gøre en forskel for mennesker med demens.

– Mange, der lever med demens, kan holde fast i det liv og de aktiviteter, de plejer, hvis vi som samfund med en ganske lille håndsretning, gør det muligt. Derfor skal vi som kommune tilbyde civilsamfund og relevante aktører viden om demens, så de bruger denne viden netop på deres område. Det kan være, at lokale daglig-varebutikker introducerer nye medarbejdere til, hvordan de bedst hjælper kunder med demens. Eller at lokale idrætsforeninger gør det muligt, at menne¬sker med forskellige skavanker kan gøre øvelserne lidt anderledes, så de kan vedblive at være en del af fællesskabet, siger Anne Grete Pilgaard, leder for afdelingen Aktivitet, Forebyggelse og Demens. 

Det er målsætningen, at demensstrategien skal bruges, når der træffes beslutninger – både politisk og i det daglige arbejde. Derfor vil de overordnede målsætninger i demensstrate¬gien løbende blive omsat til konkrete handleplaner, som udvikles og tilpasses hvert år. 

Del denne historie på: