Drager og prinsesser i Frøbjerg Samlingshus
Frøbjerg Festspil tager næste år fat på eventyret om Shrek, der er fyldt med alverdens eventyrfigurer, en vanvittig hersker, et talende æsel, en pruttende prinsesse og en stor grøn trold. Til det skal der bruges en masse dansere, sangere og skuespillere, og derfor var der forleden audition i Frøbjerg Samlingshus, hvor et panel med instruktør Carsten Friis i spidsen skulle bedømme de 60 håbefulde talenter på sang, skuespil og dans.
– Skal du også ind til prøve på dragen? Det skal jeg også.
Nerverne blev dulmet med små hyggelige samtaler udenfor den store sal i Frøbjerg Samlingshus søndag 20. november. Inde i salen sad instruktør Carsten Friis, koreograf Patrick Terndrup, instruktørassistent Isabel Ravn, medlem af Frøbjerg Festspils bestyrelse Kirsten Hornbak og forestillingsleder Morten Pabst Pedersen ved keyboardet Julie Strange, kapelmester.
– Det er helt ok at være nervøs, men prøv at nyde det og se på os, som var vi et publikum, lød opfordringen fra Carsten Friis til en de 60 fremmødte, der var til prøve.
Rollen som trolden Shrek var allerede besat af en professionel, så det var rollerne som Fiona, kongen, dragen og æslet og alle de andre figurer i historien, det gjaldt.
Over broen til audition
Veninderne Freya Callesen og Lærke Hansen havde taget den lange tur fra Vejle til Frøbjerg for at gå til audition.
– Vi håber, at vi begge to kommer med, for så kan vi kære sammen til prøverne, lød det fra Freya Callensen. De har begge medvirket i forestillinger i Hedensted.
En anden deltager havde taget turen fra Kolding, og det viste sig, at hun havde spillet en lille pige for mange år siden i Jesus Christ Superstar, som instruktøren instruerede.
”Megagodt fællesskab”
Da Frøbjerg Festspil opførte ”Grease” i sommers var en af de frivillige Benedikte Buhl.
– Jeg hjalp med at sætte microports på dem, der skulle optræde, og så var jeg med på systuen, hvor jeg hjalp med at sy kedeldragter og kåber i massevis, fortalte hun. Benedikte Buhl bor ikke langt fra Samlingshuset, og hun har set mange af forestillinger på Højen, men det var første gang, hun var med som frivillig.
– Miljøet i og omkring forestillingen er fantastisk. Der er et megagodt fællesskab, hvor man snakker sammen på kryds og tværs, sagde hun. I år besluttede hun sig så for at gå til audition, men det var lige før, det ikke kom til at ske.
Mavesmerter var falsk alarm
– Jeg fik voldsomme mavesmerter og kom på sygehuset, hvor de undersøgte mig for blindtarmsbetændelse, men det var heldigvis falsk alarm, lød det fra hende efter, at hun havde været inde og synge Fionas Medley.
– Det gik godt, men jeg var lidt nervøs. Jeg har gået til sang siden 2015 hos Lise Ness, der er en af landets bedste musicalsangere, og jeg har altid interesseret mig for sang og musik. Nu skal vi så også til en danseprøve, og så må vi se, hvordan det går, sagde hun.
Forkælet med masser af talent
Det var da også en optimistisk og glad instruktør Carsten Friis, der straks efter den afholdte audition sagde:
– Vi blev virkelig forkælet med masser af talent og lyst fra de fremmødte aspiranter. Fælles for dem alle sammen var, at de var velforberedte og havde noget på hjerte, og det er jo et kæmpe privilegie for det kunstneriske team forud for sorteringen.
Truppen kommer samlet set til at bestå af ca. 30 medvirkende fordelt på skuespillere, dansere og kor. Den kunstneriske ledelse skal nu i gang med at finde de medvirkende, og det er planen, at alle aspiranterne får besked på om de er med indenfor de kommende tre uger.
Musicalversionen af Shrek er en bearbejdelse af filmen af samme navn – en film der vendte op og ned på opfattelsen af vores elskede eventyrfigurer, og – ikke mindst – gjorde op med billedet af den perfekte helt. Shrek er hverken smuk, social eller sympatisk – tværtimod. Han er i den grad en antihelt; stor, overvægtig, grøn og uden pli – en trold der bøvser, prutter og spiser skrubtudser, og ydermere overfuser alle der kommer på tværs af hans ensomhed.
”Shrek – The Musical” kan opleves til næste år i august på Frøbjerg Baunehøj. Billetsalget er gået i gang.