Røde Kors i Glamsbjerg tilbyder vinterhjælp til nybagte forældre
Glamsbjerg
Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net
Vinterhjælp er et nyt begreb i Røde Kors, som gerne vil støtte udsatte familier i disse krisetider. Derfor har Glamsbjerg-afdelingen i samarbejde med sundhedsplejersken lavet en babypakke, som nybagte forældre kan få del i. Det er afdelingens nørklere, der står bag, og den kan for eksempel bestå en et tæppe, en trøje, en hue, bukser med mere til den lille ny. Afdelingen har samtidig besluttet at inflationssikre julehjælpen, så værdien af denne tillægges de 10 procent, som inflationen er på lige nu.
Det fortæller formand Kirsten Mølgaard altsammen i en pressemeddelelse, hvor hun også beretter, at det går rigtig godt for den lokale Røde Kors-afdeling.
– Vi har rigtig mange gode og faste kunder, der jævnligt kigger ind i butikken og ser, om der er kommet nyt på bøjlerne, siger hun.
Men det mærkes også, at krisen kradser. Butikken har flere ekspeditioner end normalt, samtidig med, at der kommer mindre tøj ind – det tyder på at folk tænker sig om en ekstra gang, før de skiller sig af med brugbar beklædning.
20.000 kroner samlet ind
Landsindsamlingen for nylig blev foruden de 15 faste indsamlere støttet af et par gymnasielever og 14 konfirmander. Resultatet blev knap 20.000 kroner, som kanaliseres videre til gode formål både herhjemme og i udlandet.
Også fra butikken genereres et overskud.
– Vi kan defor yde en el af vores overskud til venskabsprojekter i udlandet for eksempel handicapstøtte i Nepal, hvor handicappede blive stigmatiseret, da det at have et handicap forbindes med synder begået i et tidligere liv, fortæller Kirsten Mølgaard. Også Bangladesh, der lige nu er hårdt ramt af naturkatastrofer får hjælp fra Glamsbjerg.
Kunne man tænke sig at være end del af Røde Kors i Glamsbjerg, er man velkommen til at kontakte Kirsten Mølgaard på tlf. 50 83 43 84. Hun kan blandt andet fortælle, at afdelingen i år har fået en sum penge fra Mærskfonden til fastholdelse af frivillige og pleje af sammenholdet, og de har blandt andet været brugt til en picnic med musik og fællessang i Glamsbjerghaven.